Konceptet i sig selv fejler ikke noget: man tager et skib med panoramaruder, hyrer en kok og sejler gæsterne en tur, mens man serverer mad og vin og København passerer forbi udstillingsvinduerne. Restaurant-skibe findes i alle storbyer med en beliggenhed ved noget nævneværdigt vand. I New York, London og Paris sejler de store både på vandet næsten i døgndrift med en blanding af turister og romantiske lokal-patrioter. Turistfælder? Sikkert ofte, men sådan behøver det vel egentlig ikke at være. Det fascinerende alternativ at servere noget ordentligt findes jo altid, på trods af det er de færreste, der benytter sig af det. Jeg tror ikke, at man har ønsket at lave en turistfælde med restaurantskibet Sagaqueen. Jeg tror, man byggede den lange, moderne, fladbundede cruiser for et par år siden, fordi københavnerne var midt i at genopdage, at de boede i en by ved vandet - efter at det faktum havde været glemt i over hundrede år. Havnefronten skød op og naturligvis skulle byen også have en sejlende restaurant, der kunne konkurrere med de medbragte madpakker på haverundfarten. Jeg er ikke en ekspert i bådkonstruktion og maritim indretningsarkitektur, men må bare konstatere, at den altoverskyggende mangelvare om bord er sjæl og personlighed. Der er ellers postet mange penge i Sagaqueen, men hovedindtrykket forbliver alligevel et sejlende kursuscenter. Farvevalg, belysning og møblementet er muligvis kostbart og gennemtænkt, men det er svært ikke at føle sig hensat til restauranten på et tilfældigt forretningsmandshotel i glas, stål, rene linjer og smudsafvisende tekstiler. Og selve navnet Sagaqueen er også underligt uden personlighed; det kunne være navnet på hver anden luksusliner, der anløber Langelinie. Kys på dækket Skibet sejlede denne aften klokken syv fra Havnegade 37, lige ved den gamle Bornholmerterminal; man går om bord et kvarter før. Det var kun agtersalonen, der blev serveret i denne aften, så de to tjenere kunne deles om de godt 8-10 borde, der var i brug. Krydstogtsgæsterne var en blanding af midaldrende ægtepar, et par grupper venner og nogle meget forelskede unge par, der ikke helt vidste hvad de sku' mene om det hele, fordi de egentlig helst bare ville ud på dækket og kysse. Der var en aftenmenu og en a la carte-menu til rådighed, og vi blandede kortene lidt fra menuerne. Priserne i kortet er i det højere middelleje. En fireretters menu koster 425 kr. Forretter ligger på lidt under en hundredekroneseddel og hovedretter lidt under 200 kr. Velkomstdrinken kostede 75 kr. for en Kirr Royale og 95 kr. for en Queens special, der viste sig at være cremant med et skud ferskenlikør i. Tja - lidt for dyrt og ikke helt godt nok. Til den pris for et lille glas burde det være champagne og ikke en gennemsnitscremant, der blev serveret. Der var ingen snacks eller appetitvækkere. Vi sejlede ud og stævnede sydpå langs havneløbet. Sagaqueen sejler meget langsomt, så det tager den fulde sejltid fra 19 til 22 at tilbagelægge strækningen Havnegade - Islandsbrygge, vende skuden - ud til spidsen af Langelinie og tilbage igen med en lille afstikker ind i et sidebassin. Asparges med bid i Forretten på menuen var fjordrejer, der denne aften var erstattet med jomfruhummer. Jomfruhummeren var flækket og ovnbagt og blev serveret med asparges og lidt mousselinesauce. Pænt og ordentligt uden dog på nogen måder at imponere; en anstændig standardkvalitet over hele linjen. Aspargesene har næppe været danske - sæsonen er jo unægtelig forbi - men de var sprøde og kogt med et udmærket bid i. Fra a la carte-menuen prøvede vi den cremede fiskesuppe, der var en udmærket reduceret og flødemonteret sag med en rimelig god smag af fiskeben og hvidvin. Den blev serveret med et par stegte kammuslinger. So far - so good. Vi drak en Penfolds, Private BIN, Chardonnay 2003 til 275 kr. til. Et godt glas, der dog blev serveret en del for koldt til at starte med - men pyt. Hovedretterne holdt ikke helt samme standard: aftenmenuen bød på bagt torsk, der havde forvandlet sig til helleflynder ved ankomsten. Den var egentlig bagt udmærket, men virkede, som om at den havde stået lidt for længe i varmeskab; den var underlig tør på overfladen. Tilbehøret var de samme asparges som på forretten - ikke så godt disponeret - og kartofler, små gulerødder og forårsløg. Kartoflerne havde fået alt for meget og var næsten mos, når man skar dem over. En o.k., gennemsnitlig hummersauce var 'det våde' på tallerkenen. Alt i alt ret anonymt; en fiskehovedret som den kunne have set ud på ethvert kursuscenter eller som hotelmenu rundt om i landet. Den anden hovedret var variation over vildsvin: braiseret kæbe, stegt kotelet og filet med persille. Braiseringen af kæben var meget sødlig, koteletten var gennemstegt og alt for tør - fileten gik det bedst med både i smag og mørhed. Tilbehøret var en mørk glace, forårsløg, et par nye gulerødder og vores gamle venner, de dampede asparges. Min gæst fik et glas Zinfandel fra Copperridge til 50 kr. til vildsvinet. Udmærket gennemsnitsvin til prisen, der desværre blev serveret ved stuetemperatur - 26 grader - og dermed var et temmelig lunkent bekendtskab. Chokoladepyramiden Osten var henholdsvis Münster og askerullet gedeost - serveret med en forholdsvis anonym blommerelish; enten må et sådant ostetilbehør have friskhed - eller også en chutneyagtig sødme. Denne satte sig lidt mellem stolene. Menudesserten var små butterdejsplader lagt med jordbær og creme chantilly med en lille myntesirup i bunden. Den må have stået længe i køleskab; tallerkenen var iskold og butterdejen ikke længere helt sprød. A la carte-desserten 'hvid og mørk chokoladepyramide' var desværre heller ikke helt vellykket. To usandsynlig massive chokolade-trøffelmasser var lagt i lag - og de blev serveret med endnu en kugle hvid, orangetilsmagt trøffel - rullet i nøddefnuller. Denne dessert bestod således stort set af konfektmasse, var for sød, fed og flad i smagen og havde egnet sig bedre udskåret som petitfours til kaffen. En gang anonym standardkaffe i termokande til 56 kr. for to personer sluttede aftenen af. På dette tidspunkt var betjeningen også blevet ret fraværende; og der havde nu heller ikke været lukket meget op for charme og personlighed fra den front på noget tidspunkt i løbet af aftenen. 1.736 kr. endte aftenens krydstogt med at koste - og det er alt for meget for den noget svingende kvalitet og først og fremmest standardiserede og upersonlige vare, vi oplevede denne aften. Sejladsen er ikke inkluderet i restaurantpriserne; den koster 95 kr. pr. person. Man må ville noget med et spisested - og denne aften var det ikke gennemskueligt, hvad man egentlig ville med køkkenet og totaloplevelsen af Sagaqueen. Man savnede i hvert fald personlighed både på tallerkenerne og på gulvet fra tjenerne. Denne aften var alt andet end priserne gennemsnitligt - og derfor ender vi på to huer til Sagaqueen. Der må mere blus på kabyssen om bord; indtil da vil jeg anbefale en madkurv på havnerundfarten eller ved en solnedgangsbænk ved Bryggen.