Molskroen har i en årrække hørt til i superligaen af de danske restauranter, og adskillige af sværvægterne på den hjemlige kokkescene har stået bag komfuret på kroen i de senere år: Jesper Kock, Jens Peter Kolbeck og senest Wassim Hallal. Kroen vandt Årets Bedste Restaurant i Den Danske Spiseguide i 2006. Ikke den nemmeste arv at løfte for en ny køkkenchef.
Opgaven faldt på de to unge kokke Tommy Friis og Andreas Harrebek, der dog bestemt ikke tog til Djursland med blanke CV’er: Friis har jongleret med stegepincetten på både Henne Kirkeby Kro, Fakkelgården og den australske toprestaurant Rockpool, før han kom til Kong Hans Kælder. Dér arbejdede han sammen med Andreas Harrebek, der tidligere blandt andet havde været på Svinkløv Badehotel og på Gordon Ramsays trestjernede michelintempel i London. Danmarks dyreste Nu står d’herrer skulder ved skulder i Molskroens fine, gule bindingsværksbygning ud mod Ebeltoft Vig. Det er et lyst og luftigt lokale, man træder ind i; smukke plankegulve, elegante sofaer ved baren, en fin, klassisk-inspireret spiseafdeling med udsigt til vandet og en kaffesalon, hvor man kan forsvinde ned i et blødt hjørne med en forsvarlig armagnac vuggende i hånden. Vi kiggede forbi til frokost på en almindelig ugedag, hvor der var forholdsvis stille i restauranten. Frokostkortets udvalg kan måske godt undre lidt. Der er en treretters menu til 395 kr. Fint nok. Men når der ud af seks retter findes en innovativ kaviar-servering til 840 kr. og en gang oksemørbrad til 395 kr. – så siger det alligevel noget om det generelle prisniveau. Restaurantens degustations-menu koster 1.875 kr. – uden vin. Formentlig Danmarks dyreste menu. Vi gik dog lidt mere beskedent til værks. Min gæst prøvede sildeanretningen til 220 kr. og kroens version af fish’n’chips ligeledes til 220 kr. Selv gik jeg efter frokostmenuen. Vi indledte med et godt glas champagne fra Egly-Ouriet, Vignes de Vrigny, 1. cru, til 75 kr. stykket. Der kom ingen amuse bouche fra køkkenet. Det kan måske undre lidt på dette niveau. Innovative sild Efter noget tid fik min gæsts sildeanretning til 220 kr., der bestemt var en flot servering: Den stegte sild blev anrettet med skum af morkler og lidt stegte morkler på toppen. Der var også lidt grov kartoffelmos med lidt urter i på siden. Uhyre velsmagende.




























