Formel B er en lille, velplejet juvel, der har huset nogle af landets bedste kokke gennem årene. Navnet fik den fra Boserup, siden kom blandt andre Nikolaj Kirk og Paul Cunningham forbi og lavede mindeværdig mad i de små elegante lokaler på Vesterbrogade. I 2003 blev stedet overtaget af de nuværende ejere, Rune Jochumsen og Kristian Møller. De var meget unge, men havde alligevel god erfaring fra henholdsvis Elverdamskroen hos Jan Cocotte Pedersen og restaurant Kommandanten. For Jochumsen og Møller blev der tale om intet mindre end en sensation, da de allerede året efter overtagelsen indkasserede den vel nok største hædersbevisning som restauratør: Michelinstjernen. Og hvad er Formel B så for et sted i dag? Det er en velsmurt, elegant lille forretning, hvor intet overlades til tilfældighederne, fra man tager i dørhåndtaget, til man sejler ud af butikken fire timer senere; en hel del fattigere, forhåbentlig småberuset, mæt og med velplejede smagsløg. Vi er i den absolutte luksusklasse, hvor servietter tages med tang og tjenerne kan redegøre for vejrforholdene time for time under plukningen af druerne til hver eneste flaske på vinmenuen. Det er en totaloplevelse af luksus og kokkefagets mest ekstreme præcision og omhyggelighed, der dyrkes på stedet. De få borde gør, at niveauet på tallerkenerne kan komme helt derop, hvor anretningerne ligner guldsmedearbejde i meget forgængeligt materiale. Sådan er stilen, og det er det sublime håndværk, der betales for. Køkkenet ligger lige inden for døren, hvor Jochumsen og Møller arbejder i sorte kokkeuniformer - der er stram stil på stedet. De dygtige tjenere guider én til bordet - og dem er der yderst få af i det smukke sandfarvede, delvis marmorbeklædte lokale. Makrelskum og frølår Køkkenet kører med en menu til 700 kroner og en vinmenu til samme pris. I vores menu kunne man spæde lidt kaviar til en af retterne, hvorved prisen steg med 175 kroner. Der er derudover en lille a la carte-afdeling med nogle få klassiske retter, jomfruhummerbisque, stegt foie gras, tournedos rossini. Vi sprang ud i menuen og den dertilhørende vinmenu. Et glas af husets 'almindelige' champagne, Mesnil Sable, kostede 100 kroner. En glimrende, ren og tør champagne; ville man højere op i pris og smag var en flaske Louis Cristal parat. Snacks til aperitiffen: små, sprøde hjemmebagte pinde med fancy og velsmagende makrelskum; spanske mandler; pinde med pata negra-skinke. Derpå køkkenets egentlige appetizere: et lille stykke sprødristet fisk på en flot escabeche (syltet rød peber og løg-relish) og et lille stegt frølår provençale. Stor smag fra start af. Dukkeportioner og alt smukt og veltilberedt. Første ret: bagt torskeryg - perfekt tilberedt og overtrukket med en cremet, venlig estragonsauce - der havde et strejf bearnaise-feel over sig. Dertil en lille croustillant (miniatureforårsrulle) med fyld af let røget torsk lagt på et lag af fintsnittet dampet porre. Hurra og velkommen til en klassisk aften af velsmag og perfektion. I glasset Grüner veltliner, Reid Schôn, Weingut Hôgl, Wachau 2004 - grøn friskhed, flot fylde, elegance. Anden ret: foie gras ballotine med agurk, rødbede og madagaskarpeber. I princippet leverpostej med agurk og rødbede på en noget ekstravagant måde. Klassisk terrine, flot balance med salt og øvrig tilsmagning af madagaskarpeber, lavet i rund form, trillet i fine flager af ristet rugbrød. Agurken havde fået lidt peberrodscreme på - og lige den kombination synes jeg ikke spillede 100 procent med foie gras'en - men det er en smagssag. Rødbeden var meget delikat (bagt, formentlig) og havde fået lidt rå rødbede-crudité på toppen. Vinen: Riesling Auslese, Emrich-Schônleber, Nahe 2002: stadig syre midt i den smukt afrundede sødme - flot vin. Perfektion uden ende Tredje ret: glaseret hummer og rødtunge med svampetærte. Perfektionen ville ingen ende tage. Hummeren lignede en juvel i sin fornemme glasering, svampetærten fuld af skovbund, rødtungen dampet og maskeret af svampeskum. Og minsandten om trøffeljernet ikke kom med ind til bordet for at høvle nogle dyre spåner over herligheden. Igen klassisk velsmag og kontrol på sekundet. Vinmenuen bød på: Morey-St-Denis, Vielles Vignes, Domaine Ponsot 2002. Ponsot blander Aligoté og Chardonnay, og de ældste stokke er fra 1911. Fornemt. Fjerde ret: stegt pighvar med braiserede kalvehaler og syltede løg. Igen en ret opdelt i to smukt fortalte kapitler: stegt pighvar på den ene side og en paneret kugle af kalvehaler på syltet salatløg på den anden side. En smuk, perfekt klaret glace bandt de to emner sammen. Her var vi ude i den rene overflod - i princippet kunne man næsten have undværet denne ret, og alle havde alligevel været glade. Det var svært smagsmæssigt at komme efter hummeren og svampene, men det fornemme håndværk fornægtede sig ikke. Og i glasset var der heller ikke noget at komme efter: Nuits 1, 1. cru fra Prieurè Roch, Bourgogne 2001. En af direktørerne og arvingerne til Domaine de la Romanee-Conti startede i 1988 denne ejendom. Virkelig flot og velplaceret på vinmenuen. Femte ret: dansk gris med glaseret kæbe, selleri, rosmarin og æble. Grisen var fra Grambogård og stegt til guldmedalje, kæberne uendelig møre og overtrukket med mørk glasering. Små stykker af æble var placeret ovenpå, og kæbestykkerne lå på en firkant af selleri. Klare, karakterfulde tilsmagninger hele vejen rundt - super klassisk og ikke en finger at sætte. Nu kunne husets knivskarpe og sympatiske sommelier, Martin Bek, endelig få lov til at skænke Baroloen fra Busia, Aldo Conterno, Monforte d'Alba 2001. En ung Barolo - men fremragende allerede, masser af smag, allerede afrundet og ikke alt for 'rå'. Vi delte en enkelt ostetallerken. Generelt meget karakterfulde og modne oste - deriblandt Epoisse, Fourme d'Ambert og Comtè. Brødet er bevidst holdt meget neutralt og konservativt - en vældig god hjemmebagt fransk baguette serveret i passende skiver gennem hele måltidet. Desserten: Jivara chokolade og blodappelsin var temaet, der blev arbejdet igennem i adskillige variationer. Som is, som creme og mousse, som gelé, som trøffel. Jivara er Valrhonas mælkechokolade, som går smukt og cremet i spil med den aromatiske, sødmefyldte nuance fra modne blodappelsiner. Dygtigt klassisk konditorhåndværk. I glasset kom et sikkert og også klassisk valg: Vin de Constance, Klein Constantia 2002 fra Sydafrika. Nuance af brændt orange, tæt, elegant sødme. Kaffen ledsages af et virkelig eksorbitant udvalg af petitfours. Der er blevet arbejdet længe og dygtigt med små kager, ganacher, geleer - alt hvad man kunne ønske sig fra dessert-dukke-værkstedet. De fleste kan sikkert kun kigge mætte på udvalget og overveje, hvor mange man kan nå at pakke ned i en serviet og tage med hjem, før det bliver pinligt. Formel B råder naturligvis også over et smukt udvalg af cognac'er, likører og digestifs. Blandt andet må nævnes A.E. Dors fornemme cognac'er, hvor man kan komme tilbage til druer plukket før Første Verdenskrig, hvis ellers man vil betale for det. Under 3.000 kroner forlader man ikke Formel B efter en stor aften. Og kommer man kaviar på tallerkenen og en dyr cognac oveni, er vi nærmere de 4.000 kroner. Det er derfor stedet til den helt særlige aften, hvor lottogevinsten eller pengene tilbage fra skat skal fyres af. Det er en super klassisk forretning, det unge meget talentfulde hold driver. Man skal ikke forvente ekstremt innovativ og provokerende gastronomi, hvor køkkenet fornyer og forarger med hver eneste ret. Det er slet ikke stilen her på stedet - og det skal man bare huske. Nogle vil finde stilen så klassisk, at det tangerer det pæne. Guderne, køkkenet tilbeder, hedder velsmag og præcision - og det mestrer kokkene til gengæld til topkarakter. Det er dejligt, at byen råder over en så perfektionistisk og klassisk restaurant som Formel B. Den franske manicure er knivskarp, og Jochumsen, Møller og Bek er absolut deres Michelinstjerne værd - og sandelig også fem kokkehuer.