Nye sproglige udtryk dukker op i de her år for at beskrive en ny slags restaurant: gastropub og gastronomisk værtshus for eksempel. Sidstnævnte er, hvad den danske kok Frederik Hvidt og den svenske sommelier Fredrik Nilsson kalder deres nye spisested i Snaregade, Marv & Ben.
Og lad det være sagt med det samme: Der skal sættes streg under ’gastronomisk’ og knap så meget under ’værtshus’. I hvert fald hvis man tænker på den type værtshus, der signalerer jukeboks med et stort udvalg af John Mogensen-sange, mørkebrunt træ, raflebægre og røgfarvede ruder. Rimelige priser Restauranten i Snaregade er et fint lille sted i to etager. Enkel indretning; de klassiske små borgerstuer i et af byens ældste kvarterer er dekorative nok i sig selv. Køkkenet ligger i stuen, hvor der også er en 6-8 borde til de aftener, der er tryk på. Man bænker primært folk på første sal.




























