I Sverige har mænd sjældent hængerøv i bukserne. Skjorten er nede i buksen, som sidder stramt og højt på hoften. Kun i kvarteret Södermalm i Stockholm hviler linningen løst på balderne af velfærdsbohemerne.
Det fortalte min gæst, efter at hun havde konstateret, at vores tjener havde høj talje her på Sture i Malmø. Den hvide skjorte sad i spænd mellem bæltespænde og andenøverste skjorteknap. Måske var han ude at glatte den mellem sine korte besøg i restauranten. Han tog sig i hvert fald god tid mellem de fåmælte og ikke særlig informative ophold ved vores bord.




























