De to nye ejere af restaurant Guldanden ved Sortedamssøen lever op til stedets kulinariske traditioner. De to købte for 10 måneder siden Østerbros smukkest beliggende restauration af den beundrede Kim Igelski, der kort tid forinden var blevet belønnet med den fornemme Ejler Jørgensen- pris. Og lykkeligvis - Guldanden holder det samme høje kvalitetsniveau som tilforn, og også de nye ejere byder gæsterne indenfor i et tiltalende, enkelt, nutidigt interiør, hvis stramme, sorte stole også tager vel imod os med sarte rygge. Men hvorfor der er en glasplade i det lyse træbord, kunne vi ikke regne ud. Og ænderne på søen kunne heller ikke hjælpe os. En lysgiver? En varmeplade? »Det er såmænd for at bryde bordpladen, du kan også kalde det et forsøg på at være smart«, siger Jens Larsen selvironisk. Når man er heldig - eller tidligt ude - får man bord i det, jeg vil kalde for glasverandaen, og så er man så nær på vand, fugle og de evige motionsløbere, som man kan komme. Og det er i sig selv interessant og ind imellem overraskende - ligesom menukortet og ikke mindst vores lille appetizer. Kortet er ikke stort, hvad jeg altid finder betryggende, men gennemtænkt og også aktuelt. Vi fik som forret tilbudt nogle af sæsonens første franske østers, også løjrom med blinis, krydret carpaccio med rucola og parmesanflager og en hjemmelavet foiegras terrine. Men tilbage til overraskelsen, til vores appetizer. »Og det er så et lille stykke toast med rødmende fluesvamp«, sagde Henrik Sehested og satte to små tallerkener foran os. Nej, vi havde ikke hørt forkert, og han gentog »rødmende fluesvamp«. Leverandøren er en vis hr. Møller, som cykler rundt i København og ved nøjagtigt, på hvilke plæner, baner og pladser, og ved hvilke statuer og træer, de bedste vilde svampe gror, som han sælger til forskellige restauranter med kræsne kokke og kunder. Sjældent har vi spist så velsmagende svampe - og ingen af os måtte til udpumpning. Men jeg fraråder alle andre end hr. Møllers kunder at spise rødmende fluesvamp - der er noget ganske andet end den giftige røde fluesvamp. Superb foie gras Min gæst begyndte sin middag med carpaccioskiver af krydret oksefilet, der lige akkurat havde fået lov »at kysse panden«, som en kok engang så præcist udtrykte sig, og de var røde og pragtfulde og havde smukt følge af rucola og parmesan (65 kr.). Selv valgte jeg en halv portion af foiegras-terrinen (85 kr.), og det er længe siden, jeg har fået en terrine med så intens en smag af andelever, superb. Og endnu er der ikke sagt et ord om den Fleurie fra Georges Blanc (280 kr.), som vi havde valgt, fordi - nok engang - den ene skulle have fisk som hovedret, den anden vildt, og så er en god beaujolais en udmærket løsning. Denne var fyldig og dog blid, ja, fremragende. Der stod ganske vist ikke vildand på menukortet (175 kr.), men »vi har lige fået årets første ind ad døren«, sagde Henrik Sehested. Og så var min ledsager solgt. Hun kom heller ikke til at fortryde. På tallerkenen var forskellige udskæringer, både bryst og lår og sprødt skind, alt perfekt behandlet, og tilbehøret var skorzonerrødder med brombærsauce. Ja, ja, men kombinationen var rigtig udmærket, og nyt skal det jo være, når kokken er af yngre årgang. Der fulgte også en spinattop og en såkaldt kartoffelfondant med. Og sidstnævnte var ærligt sagt uinteressant - modsat de to mere uventede former for tilbehør. Min fisk var et dejligt stykke multe (170 kr.), stegt på skindsiden, sprød, og serveret med spidskål og Karl Johan. Og mig generer det absolut ikke at få svampe to gange i løbet af en middag, så længe de er samlet i naturen og ikke det frygtelige smagløse masseproducerede produkt, som gartnerne sælger til os og kalder for hvide eller brune champignon. Det er ubegribeligt, at vi stadig håber og køber det kedelige, næsten smagløse produkt. Som forstået (håber jeg) valgte vi at spise a la carte, men derfor er det alligevel værd at vide, at en tre retters middag koster 295 kr. - den dag var hovedretten perlehønebryst. Og vi besluttede begge at forbigå tilbuddet om ost og tage en dessert. Vi var mere end mætte og mere end tilfredse med vores middag. Og så valgte vi begge to en feuilleté, lagt sammen med friske blåbær vendt i en tyk cremefraiche (65 kr.), da alene tanken om en hjemmelavet chokoladekage på dette tidspunkt var os vederstyggelig. Og da vores beaujolais- flaske var tom, tillod vi os at bestille to glas hvidvin, på vor tjeners forslag en new zealandsk, let Montana (45 kr. glasset). Desserten: Absolut tilfredsstillende, selve feuilleteen sprød og dejlig, men der var nu ikke megen smag i de blåbær, faktisk så lidt, at man kunne mistænke dem for at være dyrket af den effektive, hollandske gartnerindustri. Jeg går ud fra, at det er unødvendigt at tilføje, at betjeningen (eller om man vil, Henrik Sehesteds indsats) var mønstergyldig. Og så kunne han oven i købet divertere os med en fortids oplevelse, der havde tynget ham engang, nemlig at det var ham, der for år tilbage og på Langelinie Pavillonen tabte tallerkenen med min hovedret tre skridt før, han skulle sætte den foran mig på bordet. Det morede vi os en del over i år 2001, da vores veje for anden gang krydsede hinanden. Regningen for denne fuldgode aften blev på 995 kr., og vi siger pænt tak for mad til Jens Larsen og Henrik Sehested.