I en årrække har et lille gyldent orangefarvet spisested tilbudt mad til priser, der kan konkurrere med de hjemlige gryder og i høj grad med, hvad fastfood-industrien tilbyder. Stedet hedder Govindas, og den orange farve på væggene er ikke tilfældig. Hare Krishna-bevægelsen står bag, og maden er da også gennemført vegetarisk. Er man veganer, findes der særlige menuforslag. Intentionerne er de allerbedste. Råvarerne tilstræbes at være økologiske, næsten alt er hjemmelavet, og priserne er lige til SU-budgettet. Et helt måltid koster 69 kroner, og der ydes yderligere rabat, hvis man er pensionist, studerende eller barn under 12 år. Hare Krishna har oprindelse i Indien, og da det facetterede indiske køkken byder på nogle formidable vegetarkompositioner, er det velvalgt, at køkkenet hos Govindas er forblevet i det indiske, selv om stedet ikke på nogen måde er eller kalder sig et indisk spisested. Hovedmåltidet på Govindas er den klassiske thali, der er opbygget efter den indiske naturfilosofis lære om, at smag, kropsligt velvære og åndelig renhed hører sammen. Thalien er en fremragende form for måltidskomposition, og den forsøger man at følge på Govindas. Chili og spidskommen savnes Der var stort set fyldt i den lille restaurant, da vi ankom, og straks, vi havde sat os, kom små glas med sødet tynd ingefærte på bordet. Her serveres ikke alkohol i henhold til den åndelige overbevisning, men der er Søbogaard-saft, kildevand, kornkaffe og lassi. Lassi er den indiske søde eller salte yoghurtdrik, der passer så godt til krydret mad. Men krydderier var der bare ingen af, overhovedet! Nu kan det være, jeg ikke er så velbevandret i Hare Krishnas lære, men jeg har da aldrig hørt om, at krydderier skulle være en del af det, der ikke må indtages - tværtimod. Vi blev derfor noget forbavsede over den fuldstændige mangel på smagsudtryk, da vi gik om bord i den hurtigt serverede thali, der varierer en anelse i udvalg af grøntsager afhængigt af ugedagen. Denne mandag var det kål, gulerødder og bønner, der var dagens grøntsager. Thalien består af et stort rundt fad med seks-syv små skåle, der ifølge traditionen hver skal bidrage med en ret til at opfylde det sure, det søde, det sprøde, det salte, det bitre, det kølende, det stærke, det astringerende, og hvad man nu ellers vil udbygge denne lære med. Hos Govindas var det småt med modsætninger. Dagens suppe var benævnt som rødbedesuppe, men rødbederne var vist blevet i jorden, for i suppen var de svære at spore. Nogle pastakonkylier gjorde ikke det meget fade grøntsagsafkog mere indbydende. De substantielle retter var en bønne-majsret bundet sammen af let purerede grønne linser. I sit håndværk var retten helt korrekt udført, men den var næppe krydret med andet end vand. Den klassiske indiske dahl (linsesuppe) var grundtanken i denne ret, men hvis de små let melede linser ikke er krydret med rund hånd, smager de sådan cirka som at tygge på det indre af en køkkenrulle. Retten ved siden af var en indkogt sauté af blomkål, spidskål, gulerod og tomat, der igen var håndteret, så den rette konsistens og fugtighed var opnået, men helt uden brug af krydderier. Koftaen - det indiske svar på frikadellen - var forbilledlig sprød og luftig, det samme kan man sige om smagen. Dens fyld var blomkål, og det er fristende at forestille sig, hvor god den kunne have været med brug af korianderfrø, spidskommen, en anelse chili og måske noget så nøjsomt som salt. Risene i midten var som noget af det eneste saltet, så salt kan ikke være helt bandlyst, men blot brugt for nærigt. Kokken nærmest insisterer på ikke at bruge krydderier, for selv de sprøde papadums, der er tynde pandekager lavet af kikærtemel, smagte af ingenting. De kan faktisk være svære at finde i butikkerne, uden at de er kraftigt krydret med chili og spidskommen, men hvis man leder meget længe, kan man godt finde dem naturel. Det havde kokken gjort her. Fire personer, 300 kroner Noget af det, der smagte af mest, var faktisk salaten med en cremet dressing. Hverken salaten eller det noget malplacerede stykke brød, der skulle gøre det ud for en af retterne, hører hjemme i en thali. Ganske vist udgiver Govindas sig ikke for at være indisk, og jeg efterlyser ikke autentisk brug af den indiske krydderihylde, men mad, der ikke smager af noget som helst, implicerer for mig og mange andre et unødigt afsavn. Det er ærgerligt, fordi Govindas gør sig så mange ærlige anstrengelser for at servere reel mad til socialt og økonomisk bredspektrede priser. Det er sjældent, at det grundige håndværk og den bevidste råvarepolitik på den ene side står i så skærende kontrast til brugen af smagsudtryk på den anden. Hvis man ikke er til thalien, kan man få en pandekage til 29 kroner i retning af den sydindiske masala dorsa med et meget melet grøntsagsfyld og en tomatsovs over, der som det eneste havde fået lidt chili. Så chilien er altså heller ikke forbudt. Nabobordet fik lasagne, der i omfang så mættende ud, men mæthed indtræder ikke kun ved store mængder, men også ved tilfredsstillende smagsvarians. Kildevandet rakte fint til at slukke tørsten, og selv om kornkaffen ikke fristede, prøvede vi et par af de hjemmelavede desserter. Desserterne hos Govindas er i langt bedre balance, hvad smagen angår. Vi prøvede en laddu, der er en ægte indisk meget, meget sød lille bolle af purerede kikærter, nødder og smør. Ofte er den så hvinende sød, at det gør ondt i plomberne. Men denne her var meget velafbalanceret og tenderede en slags nougat. Det er formidabelt, at man kan få den til 10 kroner for så meget håndværk og bearbejdning af økologiske råvarer. Ligeledes var de små stykker kugleguf til 5 kroner stykket både frisklavede og lækre og langt over gennemsnittet inden for kategorien kokoskonfekt. Regningen for aftensmad til to voksne og to børn inklusive kildevand og Søbogaard-saft samt en pose hjemmelavede bolsjer lød på den rimelige sum af 300 kroner. Om manglen på smag kan skyldes, at krydderier kunne være en årsag til sanselig nydelse og dermed i modstrid med bevægelsens fundamentale principper, ved jeg som nævnt ikke, men det ville gøre en enorm forskel, hvis krydderier fandt vej til de ellers så godt behandlede grøntsager. Prisen, håndværket og de rigtig gode små søde desserter hiver to huer hjem, men inden for sin egen kategori af billige bespisningssteder med fornuftig mad på tallerkenen kan det ikke blive til mere, før smagen markerer sig tydeligere.