Et af de mest karakteristiske træk ved vores måde at nyde måltidet på i denne tidsperiode, der af nogle kaldes senmoderniteten, er opsplitning og individuelle valgmuligheder. Ganske vist sidder vi, ifølge sociologerne, stadigvæk samlet om middagsbordet de fleste aftener, men der tilberedes ofte forskellige retter til familiens enkelte medlemmer. Sådan har det længe været på restauranterne, hvor det at kunne vælge sig sin egen individuelle menu var noget særlig udsøgt i en mere konform tid, men nu hvor alle kobler sig på eller af efter forgodtbefindende, er netop det fælles i selve måltidets substans blevet noget særligt og sjældent. I New York har fadservering været på banen i flere år på nogle af de fremmeste restauranter, og nu har succesdrengene fra Cofoco taget ideen op i deres nyeste restaurant Les Trois Cochons, der godt nok betyder de tre små grise og er opkaldt efter en kendt restaurant i Paris. Men ser man på ideen i deres nye serveringsform, bør den nok snarere hedde de to små grise. For alt på kortet skal nemlig bestilles til mindst to personer, og intet serveres til en enkel. På forespørgslen om man så bliver bortvist, hvis man kommer alene, er svaret dog, at så løser de naturligvis sagen. Men denne aften kunne mine medspisere og jeg dog ikke overtale tjenerne til individuel servering. Koncept følge eller restaurant fly. Og formen holder vitterligt. Både forret, hovedret og dessert, som man i øvrigt skal vælge alle tre til den superrimelige pris af 225 kr., serveres i små fadanretninger, gryder eller skåle, som to personer så skal tage op på de tomme tallerkener, for netop at dele fornemmelsen for det fælles i måltidet. Fastholdelsen af mønstret forret, hovedret, dessert er jo også en tilbagevenden til en mere traditionel måltidskomposition, men indholdet i de enkelte retter er både nytænkt og retro i skøn blanding. Sjov forret Jeg havde allieret mig med et par ekstra spisere for at kunne afprøve to forskellige hovedretter, mens både forret og dessert var annonceret, som det køkkenchefen nu var inspireret til - en forståelig politik, når køkkenprocenterne skal holdes til den rimelige pris. Vinene kører også i den billige ende. Få flasker at vælge imellem, men varierede til priser à 100, 200 og en enkelt til 300 kr. flasken. Man kan indlede på bedste vis med et glas cava til 25 kr. Skønt at kunne skrive om endnu et sted med god gedigen mad, og hvor prisen så netop modsvarer, at her ikke er gastronomi som den sidste nye og innovative mode foreskriver (medmindre det med det fælles måltid netop er det allernyeste!). Forretten var både sjov, spektakulær og velsmagende med gode islæt fra årstiden. Den blev serveret på et lille fad med to stykker ristet brød (deres brød er naturligvis hjemmebagt) og nogle meget velvoksne kantareller a la creme. I en lille syltekrukke kom en salat med friske abrikoser og rundhåndet mængde andeconfit (saltet andelår) og på en miniput pande kom en butterdejspakke med spinat indeni og rygeost med frisk krabbekød over. Her var i den grad smæk for skillingen og smag i alle hjørner. Ikke minutiøst raffinement, men robust velsmag. Og sådan fortsatte det. Hovedretter kom meget sigende i hyggelige kobbergryder a la det lille bondehus i Frankrig, og heri er hovedretten anrettet. Ikke at den er tilberedt der, men godt ser det ud, og den fælles gryde er netop omdrejningspunktet. Saft og kraft I min og min partners gryde lå to store stykker oksefilet skåret som dobbelt entrecotes og så halveret. Det giver saft og kraft. I gryden lå også grillede halve løg, der havde fået den fornødne tid, og i bunden gemte sig en herlig rødvinssovs. I den anden gryde var stegte havtaskekæber med tyttebær og stegte hele markchampignoner med lidt fløde. En fri gendigtning af en dansk egnsret, hvor man får tyttebær til makrel. Den tredje ret, vi ikke kunne prøve, var poussin. Fælles for alle par, ligegyldigt hvad de bestiller, er den lille stentøjskrukke med fløjlsblød velkrydret kartoffelpuré, rundet godt af med olivenolie og en anden skål med sprødmøre grønne bønner og fintsnittet løg i marinade. Måltidets reelle hensigter indfries til fulde. Og sådan fortsætter det også ved desserten, hvor man som eneste individuelle tiltag kan få skudt en ostetallerken ind mellem hovedret og dessert for 50 kr. ekstra. Men det er volumen i det fyldestgørende måltid ikke til, så vi gik direkte til det søde. Her kom syltekrukken igen på banen, nu fyldt med to store kugler passionsfrugtsorbet med tilhørende frugt. I en anden krukke lå lag af mascarponecreme, makroner og friske blåbær. En utrolig velsmagende kombination af trifli, tiramisu og så lidt fri fantasi med årstidens frugt. For at komme rundt nok en gang i de forskellige tyngder, former og smagsnuancer var sidste del en lille sprød tynd mørdejstærte med fyld af glat og intens chokoladetrøffel. Også den skulle deles, og så var mætheden minsandten indtruffet. Regning per par, hvis man deler en flaske vin til mellemprisen 200 kr. (f.eks. en Beaujolais-Village, 2004) bliver den snusfornuftige pris af 650 kr., men det kan altså gøres for 550 og maksimalt for 850 kr., hvis man da ikke skejer ud med drinks før og efter. Det er en stor gevinst for det københavnske restaurationsliv, at vi har fået spisesteder, der tager det gode robuste mellemsted alvorligt til en pris, der gør, at man med sindsro fravælger cafeerne og alligevel kan spare op til de store dyre stjerneaftener. I den relativitet der ligger i bedømmelsen, skal prisen holdes mod kvaliteten, og det udløser for en gangs skyld opad, så vi lander på fire huer.