0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kokkehuerne Spisehus med ambitioner

Der er nye folk i køkkenet på Øbro Spisehus. Stedet har rimelige priser, men kvaliteten svinger noget.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
KÅRE VIEMOSE
Foto: KÅRE VIEMOSE
Restaurantanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Restaurantanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Spisehus er egentlig et godt ord. Lidt naivistisk i konstruktionen måske - men formålet er klart og tydeligt, og ordet rummer et lidt eftergivende strejf af 'hygge', som ikke helt ligger i folkekøkken.

Hvad er et spisehus? Et hus, man spiser i. Vi er ikke helt så fine på den som i en restaurant. Der er noget afslappet hverdag i 'spisehus'. Kom som du er. Så det gjorde vi. Vinterblege og med røde næser og snesjap på støvlerne.

Øbro Spisehus har ligget på samme adresse, Østre Farimagsgade, i en årrække efterhånden, men senest er der kommet nye folk til i køkkenregionerne.

Lokalet er det velkendte, langstrakte - køkkenet ligger bagest. Der er rå murstensvægge og lidt newyorker-sidegadestemning over stedet.

Ikke mange borde, så man kommer hinanden lidt ved, og det skader jo ikke altid. Et spisehus må vel pr. definition ikke være alt for dyrt, og det undgår spisehuset da også som udgangspunkt.

Tre retter kan rives ned af hylderne for 289 kr. Det lyder jo ikke af alverden. Og man behøver jo slet ikke at springe ud i flere retter. En enkelt hovedret kan klares for en ca. 150 kr., så med et glas vin til er der aftensmad for under 200 kr.

Vi er altså i det prisleje, hvor man lige vil ofre en hundredemand mere, end hvis det bare skal være en billig etnisk eller et café-køkken. Man vil ud og spise rigtigt med kniv og gaffel - det skal bare ikke være så dyrt.

Retningsløs suppe
Min gæst startede med at prøve suppen på gule beder. Man ser ikke gulbeden så tit, den har en lidt sødlig smag af vintergrøntsag og var her pureret til en let cremet suppe.

Suppen trængte dog til yderligere tilsmagning. Den var trukket lidt i en orientalsk retning i sin krydring, men skulle klart have et skud ekstra salt for at blive rundet ordentligt af. Der var lidt fine bacontern på toppen og ellers ikke så meget at komme efter.

Skoldhed suppe på en iskold vinteraften har noget grundlæggende godt over sig, men min gæst var nu ikke helt tilfreds. Dertil savnede suppen og serveringen lidt mere karakter - en klar retning.

Selv var jeg gået efter oksehaleterrinen. Det smager godt, solidt og vinteragtigt, når man tager ordet 'oksehaleterrine' i munden. Helt så rustik og solid var terrinen dog ikke.

Det var et meget lille stykke terrine, lavet i en trekantet form og kantet af med bånd af porre. Man skal sørge for, at porrekanterne i en sådan terrine er dampet møre, for ellers kan man ikke skære af terrinen uden at slide den i stykker. Det var ikke helt lykkedes med dagens terrine.

Den smagte udmærket - men ikke særlig karakterfuldt, og konsistensen var også i den meget lette ende. Tilbehøret var en lille salat og en crouton smurt med en forholdsvis anonym oliventapenade. Forretterne efterlod altså ikke noget uforglemmeligt indtryk.

God til bøffen
Hovedretterne. Min gæst var gået efter en fransk klassiker: Côte de boeuf. Det er dybest set en oksekotelet skåret af højrebet - Côte de boeuf plejer at være indbegrebet af 'bøf' og kødfrås, når man får den på et fransk rotisserie.

Her blev koteletten ifølge kortet serveret med marv og lardons (bacon), puylinser og alskens andet godt vintertilbehør. Bøffen var en pæn portionsstørrelse af noget vekslende kvalitet. Fra det møreste møre til det temmelig senede. Smagen var udmærket.

Tilbehøret bestod af små stykker bacon, der mindede meget om dem fra gulbedesuppen, marven kunne vi ikke finde på tallerkenen. Endvidere var der nogle kartofler med skræl på, der formentlig har været kogt og stegt en anelse op, og derudover en sauce med puylinser i.

Der var også en porresalat - i hvert fald nogle kolde stykker porre i en udmærket vinaigrettedressing. Tja - en udmærket hovedret, der måske lovede en anelse mere i kortet, end den holdt ved bordet, men alt i øvrigt pænt og velsmagende.

Min hovedret hed 'fisk og skaldyr' og bestod af et par dampede filet-ruller af en hvid fladfisk, der formentlig har været rødtunge. Den blev ikke præsenteret ved serveringen.

Fisken fulgtes med en del store rejer af den type, man møder på utallige asiatiske restauranter: pillede og splittede langs midten. De mindede altså påfaldende om et halvfabrikataprodukt, og det er jo knapt så interessant, når vi nu både har blåmuslinger og jomfruhummere og alskens andet godt ferskt og frisk fra havet.

Dertil var der en lidt eksotisk sauce tilsmagt med lime og kokos, lidt blandede grøntsager og dampede ris. Til begge hovedretter kom der endvidere en lille dukkeskål med en blandet, grøn salat. Bestemt ikke en dårlig hovedret, men heller ikke så pokkers interessant.

Man savnede, at køkkenet havde villet noget mere. Vi drak vin pr. glas og prøvede i løbet af aftenen Pouilly Fuméen til 45 kr. glasset, husets rødvin til 35 kr. glasset og den mere kraftige røde Argile Rouge til 65 kr.

Fuméen var ikke helt så charmerende, som den ellers ofte er. Den var noget spids i det og foldede sig ikke rigtig ud. Husets røde var en meget let, men udmærket hverdagsvin, der mindede om en Cuvée l'Amitie fra Georges Duboeuf.

Argile Rouge var en betydeligt kraftigere sag fra AOC distriktet Madiran, Alain Brumont. Mørk, fyldig og godt afrundet vin - ikke nødvendigvis den store finesse, men rigtig god til bøffen. En flaske af det udmærkede, spanske Monte Pinos-vand koster 40 kr.

I den brede midtergruppe
Vi snuppede en ost og en dessert efter hovedretterne. Der var tre stykker ost på ostetallerkenen: Comté, Livarot og Brie de Meaux. Alle tre velsmagende og veltempererede oste.

Desserten var sjovt nok aftenens bedste ret. Den bestod af et stykke af en lidt panettone-agtig kage, en kugle kokosis, ristede kokosflager og lidt citrus-marineret ananas.

Kagen havde en rigtig god, let fugtig konsistens, og all