I de onde gamle dage, blev japanerne i amerikanske krigsfilm som regel fremstillet som suicidale galninge med alt for store fortænder, der løb, fløj eller sejlede direkte mod fjenden, mens de skreg deres udødelige: »Banzai!«. Da det er svært at udviske erindringen om barndommens evige fire-forestilling, så svævede jeg i en del år i vildfarelsen, at Banzai betød noget i retning af »Dø, hvide djævle...!«. Jeg fandt først meget senere ud af, at det egentlig bare betyder: Titusind år - forstået som et: »Længe leve« eller »hurra«. (Siden da har det aldrig helt været det samme at se de gamle krigsfilm. Der er noget underligt utilfredsstillende ved at se en fanatisk Kamikaze-pilot sejle vingeskudt gennem luften siddende på 1.200 kilo sprængstof med billedteksten: »Hurra...«). Banzai er også en restaurant i den fint restaurerede Skydebanegade. Det smukke, japanske kanji-skrifttegn for 10.000 er restaurantens logo. Her har det japansk-danske par Akiko Nagae og David Muir i en årrække kørt et lille spisested, der repræsenterer det store og meget varierede, traditionelle, japanske køkken. Et køkken man måske godt ind i mellem kan glemme i de sidste 6-8 års totale overgivelse til sushi-kulturen. Banzai har også sushi på menuen (ikke om mandagen, hvor fisken ikke fås frisk nok) - men hovedvægten er lagt på de traditionelle, japanske retter. Lokalet man træder ind i er virkelig ikke stort, men der er alligevel blevet prioriteret en miniature stenhave med klukkende vand, for at sætte den rette atmosfære. I hjørnet kører tv'et med sumobrydning. Man må jo gøre lidt for stemningen; Fujiyama er indimellem meget langt væk fra Vesterbro. Lækker mellemret Kortet er ikke stort, men kommer godt omkring. For alle, der ikke er 100 pct. familiære med det japanske køkken, viser det sig hurtigt, at de ledsagende billeder af alle retter i kortet er en god hjælp - uanset at visse globetrottere måske vil føle deres stolthed lidt udfordret. Min gæst kastede sig først over en lille gang sashimi og avocado. En fin, lille anretning af frisk fisk i pæne stykker, avocado, soja og wasabi. Pænt og ordentligt og ikke mindst billigt med et prisskilt på 58 kr. Det er svært at finde sashimi til de priser mange steder i byen. Selv gik jeg efter en af specialiteterne: Kara-age, indbagt kylling i ingefær - som retten hed i kortet. Det var små, mundrette stykker kyllingebryst vendt i en tynd dej eller ganske let panering, krydret med ingefær. Meget lækkert. Pæne mængder og et lille tilbehør af delikat syltet kinaradisse. Vi prøvede også et par mellemretter: Gyoza er en form for japanske wontons - om man vil. Tynd dej af hvedemel med et fyld af kød, fisk eller grøntsager. Gyozaerne dampes først og steges så på panden. Serveres med en lille soja-baseret sauce. Rigtig godt. En papirstynd, elegant dej og forskellige velafstemte fyld på grøntsager, svinekød eller fisk. Koloke er en anden mellemret - eller side-order på stedet. Der er tale om små, panerede bomber på størrelse med et stort æg. Hovedbestanddelen er en grov mos på græskar, kartofler, majs og løg, der så får selskab af yderligere grøntsager eller lidt hakket oksekød. Vi prøvede en af hver, og jeg vil nok anbefale dem med kødfyldet for variationens skyld. Der er i det hele taget stivelse nok i en koloke til at dække et vist behov, men de har bestemt en mættende charme for dem, der ikke er bange for paneret mos. En god, sød, formentlig blommebaseret sauce fulgte med. Både Koloke og Gyoza fås som hovedretter også - og serveres med ris. Risene var som de skulle være: varme, let klistrede og snehvide - og jo aldrig den store smagsoplevelse. Husmandskost Til hovedret gik min gæst efter chirashi sushi - en større anretning af sashimi-udskåret fisk, lotusrod, japansk omelet, svampe, tang. Alt delikat anrettet på sushi-risene i en lille skål. Udover at fiskene var friske og gode, tiltrak den japanske omelet sig også opmærksomhed:sødlig, let og fin i smagen. Ekstra soja ankom i en lille kande. Grøn te fås i flere varianter på Banzai - vi prøvede versionen med rispapir, der havde en god friskhed blandet med den grønne tes typiske lidt hengemte karakter. Selv gik jeg efter klassikeren over dem alle sukiyaki. Versionen på Banzai er fra en del af Japan, hvor de ifølge den venlige tjener ikke pisker rå æggeblomme ind i saucen. Men ellers var oksekødet der - skåret papirstyndt, enokisvampe, forårsløg med bid i, spirer, urter, grønt og andre typer svampe - alt stegt og siden tilberedt i den klassiske sukiyaki-sauce. Ris til og ikke så mange dikkedarer. Japansk husmandskost i god, reel kvalitet. Kortet rummer også en del, japanske småretter; tilbehør, der kan skabe yderligere variation i smagsbilledet med sprøde, bløde, sure, salte eller søde indtryk. Vi prøvede nogle stykker: Nimono - japansk græskar, namasu - gulerod og kinaradisse og Goma-ae, dampet spinat med sesam. Der er mere, end man tror i de små skåle, og alt er delikat og veltillavet . Prisen er yderst rimelig: 19 kr. stykket. (!) Vi drak øl til maden; Kirin Ichiban med det gode lette mix af sødme og bitterhed. En god kok Desserter er der ikke mange af på det lille kort og den japanske kage var udsolgt, så vi nøjedes med en grøn te-is og en blåbæris - til 35 kr. portionen. Sidstnævnte havde god, fin smag af blåbær, men var blevet noget krystalliseret i det; aftenens eneste smutter. Den grønne te-is var meget cremet, flot grøn og velsmagende. Vi drak to glas ume-shu, japansk blommevin til; de gik for 33 kr. stykket. For alle os, der er til sød blommevin er ume-shu en sikker vinder - navnlig hvis den som her serveres godt kold. Vi slog dobbeltstreg på regningen ved 747 kr. Unægtelig ikke mange penge for denne aftens gedigne, japanske middag med alt inklusive. Og vi havde virkelig ikke holdt os tilbage; både forretter, småretter, side-orders, hovedretter og desserter var det blevet til. Og det behøver ikke engang blive så dyrt på Banzai. Der er adskillige, gode menu-forslag i kortet, hvor prisen ligger på mellem 100 og 200 pr. næse. De velkendte, japanske lunch-box'es fås på stedet i nogle gode, store middags-varianter, som bliver fyldt med de forskellige indslag i menuerne - og så er det bare at gå i gang. Det er rigtig sympatisk og i god sammenhæng med lokalmiljøet, at Banzai har holdt priserne nede. Sidste gang Politiken kom forbi var for små 5 år siden, hvor Jonna Dwinger gav 'tre kæmpestore huer'. Akiko er en god kok - og for at holde niveauet så fint og samtidig priserne i et så rimeligt leje, synes jeg, vi sniger os op på fire, små, gode huer denne gang. Tag trygt til Skydebanegade og råb: Banzai!