Italienske menukort har en historik med en trivialitet, så man næsten automatisk bliver mistænksom, når man ser flamberede kæmperejer, vitello tonnato, bruschetta og carpaccio som striben af forretter, der er det første, der møder ens blik. Bedre bliver det næppe, når hovedretterne primært omfatter oksemørbrad og kalvemørbrad. Så det var med blandede forventninger, at jeg lagde vejen forbi den relativt nyåbnede La Vita è Bella på Frederiksberg. Førstehåndsindtryk er et noget, enhver restaurant bør gøre sig nogle tanker om, og især hvem det er, man henvender sig til.
Navnet La Vita è Bella er navnet på Robert Benignis meget smukke film fra 1997, hvilket jo er en sympatisk reference, men det kitschede overtager, når væggene gengiver billeder fra filmen i stor størrelse. Det bliver ikke bedre af, at den anden halvdel af udsmykningen er den særlige kopi af italiensk renæssancekunst malet som dekoration fra gulv til loft. Således udstyret med mere end rigeligt af forforståelse og fordomme gik jeg til bords. Og så kan maden heldigvis overraske, og det gjorde den. Så absolut i den positive retning.
