Tjeneren gad ikke høre om Bent og Basse.
Nul reaktion, da jeg fortalte om min barndom her i Aalborgs gamle havnekvarter, hvor Nordkrafts skorstene gjorde vores sne sort. Lige her, hvor byens nye gourmetsensation ligger. I det lokale, hvor Bent Købmand og hans kone Basse stod bag disken i blå købmandskitler og bød på saltbomber og viste vej, når man skulle købe stanniol og madkulør.


























