Enkelte steder blandt byens etageejendomme står nogle lave toplanshuse, der har fået lov at overleve både brande og bydelssaneringer. Et af dem er det gule hus på hjørnet af Eskildsgade og Istedgade. En bygning, der for et par år siden fik en tiltrængt renovering og nu huser Café Det Gule Hus. Selve caferummet er aflangt og stort. Så stort, at du på ingen måde ved, hvad der foregår i den anden ende af lokalet. Normalt ville det tage lidt af cafécharmen, men her har man gjort en dyd ud af det og ladet den ene hyggelige ende være røgfri og den anden, der minder om en ventesal, være røgfyldt. Det vil sige, at det røgfrie område er fuldstændig røgfrit! Et ganske sjældent syn, der gerne må danne skole. Vi bænkede os i den røgfrie ende og bestilte, forført af lokkende håndskrevne tavler bag baren, en tapas-lignende tallerken kaldet 'Chefens' (95 kr.) samt en for- og hovedret fra torsdagens aftenmenu. Og hovedretten, en stor saftig lammeskank med en kraftig, skarp sauce og svamperisotto, var også ganske fin. Det skulle den helst også være til de 118 kr., den kostede. Nu havde vi bestilt forret til, og så slap vi med 148 kr. for totrinsraketten. Havde vi taget desserten med, var måltidet løbet op i 178 kr. Men det skulle vi ikke have gjort. Forrettens to bruschettaer (italiensk grillet brød med tomat) var ellers overhældt med både pesto og chorizo. Men desværre var brødet lige så slapt i strukturen som Nettos fra frostboksen. Virkelig ærgerligt, og så hjælper det altså ikke tegne med pesto på tallerkenen eller at smide skiveskåret, spansk pølse på toppen. Værst var nu 'Chefens'. Salaten, der var med varmrøget laks og nogle ristede kerner, smagte tørt og uharmonisk. Den annoncerede suppe på søde kartofler og røde pebre, der blev serveret i et stort caffelatte-glas med en meget lille teske (ret usmart!), var tynd, sødlig - og ganske undersaltet. Det samme var den 'salsamarinerede kylling', der smagte som trævlet kyllingebryst tilsat hakket dåsetomat og et drys taco-krydderiblanding (helt ærligt, chef ...). »Skal kyllingen mon være mexicansk eller?«, spurgte min gæst måbende, lagde gaflen fra sig, og skyllede efter med en god tysk hvedeøl fra Scöfferhofer (40 kr.). Øllen og en stærk espresso (14 kr.) hjalp lidt på humøret. Men det kunne ikke overskygge det faktum, at jeg har smagt en mere ambitiøs salat hos min lillesøster og fået mere eksotisk kylling fra et glas Uncle Ben's. Og sådanne tvangstanker må bare ikke komme på vej hjem fra en cafékontrol. Som min gæst så eksemplarisk opsummerede det ude på Istedgade: »Kødet var saftigt og mørt, men ham chefen ...«.