»Kan du ikke bare selv smage på dem«, spurgte den store ejer, Niels Zeberg, og skubbede et tomt glas over til mig. Ventetiden havde været for voldsom, så jeg havde taget sagen i egen hånd og selv begyndte at snuse til de vine, der stod åbne i baren. Men på Plan B er det kutyme at smage, før du køber. Årsagen til minismagningen var maden. Mad, som råbte på rødvin: en enorm charcuteritallerken (100 kroner) - fyldt op med gode pølser og en såkaldt Serrano- skinke, der dog virkede en smule (for) blød. »Det smager godt, men vi skulle nok have taget osten - den spiste de i hvert fald først«, sagde medspiseren halvvejs gennem kødorgiet og nikkede mod selskabet i sofaen. Desuden havde vi taget en tapasanretning til 95 kroner. En tallerken, der blandt andet indeholder stegt and, gris, terrine, muslinger og syltede valnødder. Alt var veltillavet og godt smagende, skønt sammensætningen virkede en smule tilfældig. Det var vinen, vi kom fra. Selv om kølemontren bugnede med sjældne gamle flasker, og støvede vinreoler er en del af inventaret, var denne tidlige fredag aften simpelthen for hektisk til, at vi kunne blive vejledt. »Tag resten af denne her - I får det for en halvtredser«, sagde ejeren pludselig og rakte os en kvart flaske spansk rødvin fra Jumilla. Det gjorde vi så. Og den smagte da fint, uden at den på nogen måde rykkede hegnspæle. Så var der suverænt mere format overhvidvinen, en tysk kabinett fra Dr. Loosen, vi efter et par prøvesmagninger havde fundet frem til tidligere. »Den her kommer jeg ikke til at tjene penge på«, sagde han, da han havde åbnet flasken, hældte to store glas op til os(50 kroner stykket) og tømte resten af den smukt balancerede væske i sit eget bæger. Ud over tapas og kødspecialiteter havde vi også bestilt en gang salat (79 kroner). Aftenens svageste punkt. For den bestod i alt sin enkelhed af kedelige salater og andre hakkede grøntsager - kastet sammen på en tallerken med lidt tzatziki ude i siden. Uambitiøst. Og alt for dyrt. Egentlig ville vi gerne smage lidt mere vin. Men Plan B var så for proppet nu, at vi umuligt kunne genkalde os ejerens opmærksomhed og påberåbe os retten til flere tidskrævende minismagninger. Vi kunne også bare drikke øl. Dem praler Plan B med at have 300 af. De flasker og fadøl, vi smagte, kostede fra 25 kroner og op til 55 kroner - flest i den dyre ende. Ølkortet kan i øvrigt nærlæses på lokummet. Smart. Et sted skulle vi starte. Så vi bad vi om tre forskellige danske øl fra små producenter - bare for at teste. Ordren tændte julelys i tjenerens øjne, og han kom fluks retur med øl fra Århus, Grauballe og Hillerød. Den første smagte syrligt og blomsteragtigt, den anden af honning, og den tredje ...»Smager sgu af hostesaft«, måbede medspiseren, der hurtigt konstaterede, at han godt kunne lide dem alle tre og pænt spurgte, om Politiken gav kage. Det gjorde den. En super kage, der mere mindede om chokoladecreme (35 kroner). »I skal have stout til kagen«, udbrød tjeneren. Sådan blev det, og det gik fint. Trods skepsis. Selv om kagens voldsomme intensitet fik øllen til at virke en anelse ordinær. Vi fortsatte festen med nogle stærke sataner fra Skive og Belgien, og pludselig var dj'ens rolige loungemusik blevet til festlig flamenco. Plan B er så langtfra en nødløsning.Godt, at der findes et så unikt og entusiastisk sted. Bedre, at det findes i København. Og bedst: at de lukker klokken 22 - ellers ville regningen løbe løbsk. Vores nåede 'kun' op på 804 kroner. Reddet af klokken.