Der er sket meget med bibliotekscafeer de seneste par årtier. Således også på Hovedbiblioteket i Krystalgade vis-a-vis synagogen. Heldigvis er udviklingen så absolut forløbet til det bedre. For mage til hygsom og prisbillig kaffehule med læsestof ad libitum skal man da nok lede længe efter. Hvis vi lige skal trække historien kortfattet op, må vi starte et par hundrede meter væk, nemlig på Kultorvet, hvor kommunens største bibliotek havde til huse fra slutningen af 1950’erne frem til 1993.
Her var mulighederne for at læske ganen eller på anden måde forfriske sig under lystlæsning og studier ganske begrænset, idet den bestod af en kaffeautomat placeret ved foden af en trappe. Ville man mere end det, måtte man fortrække til et af kvarterets mange udskænkningssteder og afbryde læsningen. Da så Hovedbiblioteket flyttede til det nedlagte Daells Bolighus’ lokaler i Krystalgade, benyttede man lejligheden til at udvide faciliteterne med en egentlig café og muligheden for at tilbyde publikum snacks. Fint nok. Men efter at bogtemplet har fået kaffebaren Democratic Coffee, er der for første gang virkelig noget at komme efter ud over de mange bøger, aviser og tidsskrifter. Selve cafeen ligger lige ud til gaden, men har indgang gennem bibliotekets generelle caféområde, hvor hylderne bugner af aktuelle bøger og studerende sidder og terper. Det ligger tungt med maden Udvalget af mad og drikke er ikke stort. Vægten og fokus ligger på kaffe af høj kvalitet, hvorfor der er både espresso, cortado, latte og filterkaffe brygget efter alle kunstens regler.






























