Søndag 13. august fyldte den cubanske revolutionsleder Fidel Castro 80 år, og i den anledning fik denne cafékontrollant idéen til at se, hvordan det står til med den gastronomiske revolution på den Nørrebro-café, der bærer hans navn. Og vi må desværre melde, at reformismen har holdt sit sørgelige indtog på stedet, der savner såvel kampgejst som ildhu og vilje til forandring. Café Castro ligger i den fjerne ende af Nørrebrogade, over for Nørrebro Hallen og lige inden den gamle højbane. I et stort åbent lokale med masser af plads. Udeområdet er også betydeligt, faktisk større end inden døre, og caféen bliver flittigt benyttet af lokalbefolkningen i al dens brogede mangfoldighed. Her får man virkelig indtryk af multietnicitet - på den gode måde. Muslimske mænd drikker kaffe og ryger cigaretter. Danske studieveninder nipper latte og deler salat. Shoppingfolket får sig en sandwich eller en gang brunch. Og drengerøvssegmentet bæller fadøl og taler om fodbold. Der er næsten altid liv i etablissementet, og det er naturligvis såre godt. Ligesom den uforpligtende atmosfære og fornemmelsen af, at der virkelig er plads til alle. Der er ofte levende musik og gang i den, udskænkning af drinks og meget mere. Men når det kommer til de faktisk forhold i jernindustrien - maden og drikkevarerne samt servicen - bliver det straks lidt mindre behageligt. For menuen er dybt traditionel, kaffen lunken og ventetiden alt for lang. Til gengæld er udvalget af øl forholdsvis stort. Maden bestilles og betales i baren. Og det er helt i orden, men vi måtte altså også selv på jagt efter et menukort, hvilket er mindre i orden. Vi valgte en burger (kylling, okse var udsolgt!), en gang pasta med kylling, en pandekage med fyld og en sandwich med laks. Samt en kande vand, da det var uhyre varmt, og vi var for tørstige til at slukke tørsten i økologisk saft til høje priser. Vandet kostede en tier per glas. Og var ikke ordentlig koldt. Og eftersom vi måtte vente mere end tyve minutter på maden, havde vi også drukket væsken, da vi endelig fik noget at spise. Men all right. Kyllingeburgeren (89 kr.) var ganske fin med det sædvanlige tilbehør af ovnkartofler og industrimajonæse, men heller ikke mere. Laksesandwichen (75 kr.) indeholdt en del frisk grønt og ikke så pokkers meget laks i en bolle. I orden, men så heller ikke mere. Og vi fik altså to gange pandekager i stedet for en og en portion pasta. Det måtte vi så leve med, men fik til gengæld tilbud om gratis kaffe. Det blev en espresso, som var lunken. Pandekagerne (79 kr. stykket), der var viklet om henholdsvis skinke og mozzarella samt kylling og bacon, var ikke engang ordentligt lunet. Og sådan nogle hvedetortillas kan altså være frygtelig deprimerende, når de er stive og kolde. Men indholdet var da frisk og i orden. Måske med lidt rigeligt rødløg. Tilbage står imidlertid, at den revolutionære gejst savnes gevaldigt på Café Castro. Og det kunne sagtens blive meget bedre med ganske få midler. Viva la revolution.