Lyt til artiklen
Min veninde fablede løs. Om en grøn salat, hun havde fået forleden. »Altså, det var bare blade – intet andet. Til 75 kroner!«. Hun holdt en kunstpause for at sikre sig, at forargelsen havde smittet mig. »Men det var aftenens allerbedste ret«, trumfede hun så. »Den dressing. Altså!«.
Og der sad jeg over for hende. Med en stor caesar salad, der led netop under manglen på en god dressing. Dén, der bærer og samler en caesar salad med sit fede, syrligt-søde smækkys af smag med både sennep, ansjosfileter, citron, olie og æggeblommer og parmesan. Dén, man har lyst til at slikke sin tallerken for at få enhver dråbe med af. Den savnede jeg på Ewalds.
