En lyserød tåspidssko glinser i skæret fra den blålige spot i loftet.
Skoen sidder for enden af de bordeauxfarvede pludderbukser, som dækker solodanser ved Den Kongelige Ballet Susanne Grinders ben. Hun ligger alene på det store scenegulv i A-salen på Det Kongelige Teater og stritter med sine spinkle lemmer i en graciøs koreografi. Ikke langt fra hende løfter balletdanserne Ulrik Birkkjær og Jon Axel Fransson kollegaen Alexander Stæger op i luften. De stønner anstrengt, men hjælper alligevel elegant den muskuløse balletdanser ned på jorden igen, da kunstneren Jesper Just pludselig spankulerer forbi dem.
Han fortsætter hen til Susanne Grinder og ned i hjørnet af salen, hvor balletdanserne Emma Håkansson og Camilla Ruelykke begge strækker et ben bagud i en arabesque. Så standser han op. Kradser sig i skægget. Og lidt i nakken. Hiver op i sine sorte bukser og hviler tænksomt hagen i hånden. Selv om kroppen er rastløs, er hans blik koncentreret, når det skifter fra den ene danser til den anden.
Jesper Just er chefen, der samler trådene ved dagens prøve på balletperfomancen ’Interpassivities’. Han instruerer danserne, drøfter koreografi med Tim Matiakis, som er kunstnerisk leder af Det Kongelige Teaters eksperimenterende dansekompagni Corpus, og dasker hjemmevant frem og tilbage i rummet mellem forestillingslederen og teknikken. Men hvis ikke Jesper Justs lange skridt og løse overkrop afslører ham som en fremmed blandt de kongelige balletdansere, gør hans navn nok.
