Det er gråt og råt på Holbæk Havn. Den sidste rest af januar kaster regn og blæst ind over landet, truer med at tage livet af enhver opslået paraply og gør det svært at spotte stierne uden om byggepladser og mudderhuller. Alligevel lykkes det mig at finde destinationen for dagens togt: den store blå hal for enden af Kanalstræde ved lystbådehavnen.
Det er her, et af Nationalmuseets gamle sejlskibe, galeasen Anna Møller, ligger på værft, mens det gennemgår en større restaurering. Sammen med resten af Nationalmuseets fartøjssamling var ’Anna Møller’ ellers godt på vej til at få hjemstavn i Helsingør Havn. Men så tiltrådte professor i socialantropologi Rane Willerslev stillingen som direktør for Nationalmuseet i sommeren 2017, og flytteplanerne blev droppet, som man kunne se i DR-dokumentarserien ’Ranes museum’, hvor direktøren besøgte samme blå hal i Kanalstræde og fik en opsang af de ansatte, der frygtede for skibenes fremtid.
I oktober sidste år lykkedes det så Nationalmuseet og Holbæk Kommune at blive enige om, at skibene skal blive i Holbæk og blive en aktiv del af havnen og indgå i formidlingen af maritime håndværk og den maritime kulturarv, når de igen er klar til at blive søsat.
Inde i hallen forvandler vinterkulden ånden til tåge, mens en sødlig duft af friske egetræsplanker sætter sig i næsen. Midt i noget, der ligner ribbenene på et gigantisk hvalskelet af træ, står Nationalmuseets skibstømrer Morten Møller og uddeler instrukser til kollegerne omkring ham. Jeg går op på træbroen overfor og betragter flokken længe, før mit ærinde går op for Morten Møller. »Hej, er det Politiken?«, råber han gæstfrit. For Morten Møller er det ikke usædvanligt at have publikum på, mens han arbejder. Alle hverdage mellem kl.8.30 og 14.30 er døren til hallen nemlig åben for alle, der ønsker at få et indblik i restaureringen af Anna Møller.
