Det er lørdag aften på spillestedet Tobakken i Esbjerg. Kellermensch er lige gået i gang med deres koncert, da forsanger Sebastian Wolff ved et uheld får et slag i baghovedet fra en basguitar. Det begynder at bløde.
Normalt ville man i en sådan situation stoppe koncerten, forlade scenen og bevæge sig om i backstagelokalet, så man kan få undersøgt, om man er i stand til at gennemføre koncerten. Men Sebastian Wolff forlader ikke scenen. I stedet betragter han det blødende sår som en foræring. Tvivlen på, om han kan gennemføre koncerten, bliver hans brændstof.
»Mange af vores sange handler om en følelse af frustration og afmagt. Det er fortalt af en person, der ikke er i kontrol over sine følelser eller omgivelser, og det kan jeg bedst kropsliggøre, hvis jeg selv oplever afmagt«, siger Sebastian Wolff.
Ibyen møder frontpersonen i Kellermensch på en trelænget gård cirka 10 kilometer uden for Esbjerg. Her bor den 37-årige musiker med sin kone og tre børn i den ene længe, mens bandets studie og øvelokale ligger i den modsatte længe. Det er sådan en gård, hvor der er flere hundrede meter til den nærmeste nabo. Landskabet er fladt og delt op af lange, lige veje, hvor gylletanke og nogle enkelte træer udgør den sparsomme pynt langs vejen.
