Foran mig er familien Saeby begravet. Den seneste døde i 1981, og familiegravstedet ser lidt forsømt ud. Visnede blade blander sig med gran, og jeg kommer til at tænke på en sommeraften i 2005, hvor min mormor og jeg gik rundt på en kirkegård sammen. Min lille, runde, mørklødede mormor havde lokket mig derop under påskud af, at vi skulle lægge en blomst ved min morfars grav.
Men egentlig ville hun vise, hvor hun gerne ville begraves. »Det skal være med udsigt ud over Juelsminde«, sagde hun beslutsomt. Og så var hun parat til at køre hjem, sulten og klar til at spise jordbær og tørstig efter aftenkaffen, men mæt af dage.
»Hvad efterlader du?«, spørger maskinstemmen i mine ører, og fluks er jeg tilbage på Vestre Kirkegård, hvor jeg står med store hørebøffer på. Jeg ved det ikke. Min mormor vidste det. Fire børn, ni børnebørn og et lille hus, der lugtede af gammel røg.
Audiowalken, teaterperformancen – eller slet og ret byvandringen – ’Remote Copenhagen’ er i gang. Det er det tyske kunstnerkollektiv Rimini Protokoll, der står bag. Gruppen er internationalt anerkendt og har før været i Danmark med sine forestillinger. De arbejder ofte med byrum og performance, hvor publikum selv skal deltage. Blandt andet med forestillingen ’Home Visit Europe’, hvor settingen var et privat hjem, eller ’Cargo Sofia-Copenhagen’, hvor 45 publikummer blev fragtet rundt i en lastbil for at opleve, hvordan det er at være flygtning for et par timer.
