En stemme messer inde fra det hvide telt: »Welcome to ghosting«.
Det er danseren Alexander Stæger, der står bag teltdugen. Sammen med fire andre er han i gang med de sidste forberedelser til en ny forestilling her i A-salen, et sortmalet, rektangulært rum bag Gamle Scene på Kgs. Nytorv.
Det er herinde, Corpus, Den Kgl. Ballets eksperimenterende dansekompagni, holder til langt fra tutu-skørterne, lysekronerne og de røde veloursæder. Om 10 dage har kompagniet premiere på stykket ’Ghosting’, og forestillingens tyske koreograf, Sebastian Matthias, har det meste under kontrol. Fortællingen, koreografien og scenografien. Men han er stadig i tvivl om, om teltene, der lige nu er en central del af forestillingen, skal sættes op på forhåndeller samles af publikum undervejs.
Hvis man tror, de hvide telte i ’Ghosting’ handler om halloween, gys og spøgelser, tager man grueligt fejl. Her i forestillingen er de et af flere billeder på en ny digital kultur. ’Ghosting’ refererer til det fænomen, hvor en, man har datet eller skrevet med online, pludselig og uden advarsel fordufter ud i onlinelandet og lader stilheden være et tegn på tabt interesse.
