Dansekompagniet Corpus arbejder med interaktiv forestilling. Koreograf Sebastian Matthias følger forestillingen på sin telefon mens han instruerer.
Foto: Therese Jægtvik

Dansekompagniet Corpus arbejder med interaktiv forestilling. Koreograf Sebastian Matthias følger forestillingen på sin telefon mens han instruerer.

Reportage: Er det sådan her, det føles at blive droppet på Tinder?

Teatersale plejer at være helligt land, når det kommer til mobiltelefoner. De skal slukkes og gemmes væk. Men i den nye forestilling ’Ghosting’, der har premiere i aften, kræver dansekompagniet Corpus, at du møder op med fuldt opladt telefon og mærker trolling, ghosting og lurking på egen krop.

En stemme messer inde fra det hvide telt: »Welcome to ghosting«.

Det er danseren Alexander Stæger, der står bag teltdugen. Sammen med fire andre er han i gang med de sidste forberedelser til en ny forestilling her i A-salen, et sortmalet, rektangulært rum bag Gamle Scene på Kgs. Nytorv.

Det er herinde, Corpus, Den Kgl. Ballets eksperimenterende dansekompagni, holder til langt fra tutu-skørterne, lysekronerne og de røde veloursæder. Om 10 dage har kompagniet premiere på stykket ’Ghosting’, og forestillingens tyske koreograf, Sebastian Matthias, har det meste under kontrol. Fortællingen, koreografien og scenografien. Men han er stadig i tvivl om, om teltene, der lige nu er en central del af forestillingen, skal sættes op på forhåndeller samles af publikum undervejs.

Hvis man tror, de hvide telte i ’Ghosting’ handler om halloween, gys og spøgelser, tager man grueligt fejl. Her i forestillingen er de et af flere billeder på en ny digital kultur. ’Ghosting’ refererer til det fænomen, hvor en, man har datet eller skrevet med online, pludselig og uden advarsel fordufter ud i onlinelandet og lader stilheden være et tegn på tabt interesse.

Ligesom lurking og trolling, hvor man henholdsvis udspionerer og bevidst generer folk på sociale medier, er det et af flere nye sociale fænomener, som Corpus nu sætter koreografi på. For hvordan føles det – helt fysisk – at blive internetmobbet på Facebook, udspioneret på Instagram eller afvist på Tinder?

»Vi er i gang med at lære en ny kultur med vores telefoner. Det er interessant at bidrage til fra et danseperspektiv«, siger Sebastian Matthias.

»Vi skal lære at leve med teknologien, vi skal træffe valg med telefonen i stedet for at være slaver af den. Det handler om bevidsthed. Hvordan kan kroppen være en del af teknologien og stadig være levende?«, siger han.

Af samme grund går ’Ghosting’ mod de gængse teaterrammer. Her i salen, hvor telefoner normalt er bandlyste og skal gemmes væk, skal både publikum og danserne bruge deres telefoner. Den er simpelthen nødvendig for at få hele forestillingen med.

Forberedelserne til forestillingen har været mere end to måneder undervejs.

22. august - 65 dage før premieren

Vi sidder 14 mennesker i en rundkreds midt i A-salen bag Gamle Scene på Kgs. Nytorv. Foruden de fem dansere og koreograf Sebastian Matthias er også den kunstneriske leder af Corpus, Tim Matiakis, lydteknikere, pr-team og producenter til stede. Og så mig, reporteren.

Vi skal fortælle, hvordan vi oplever den digitale verden. De fleste i rundkredsen er enige om, at meget af det nye teknologiske liv handler om afhængighed og sociale spilleregler. Om god og dårlig opførsel, uskrevne regler og ny adfærd.

Sebastian Matthias – det er ham, der har inviteret til dagens brainstorming – noterer flittigt undervejs. Han griber altid sine forestillinger sådan an, forklarer han. Danserne er med til udvikle forestillingen, og det er publikum også.

»Det fungerer meget bedre, hvis jeg får andres perspektiver på det, jeg gerne vil lave. Derfor åbner jeg feltet op, så det bliver meget bredt. Flere tanker giver et bedre produkt. Og meget mere forvirring«, siger Sebastian Matthias.

Efter diskussionen i rundkredsen går vi sammen op til et højt bord, der fylder midt i rummet. Bordpladen er væk, og i stedet er monteret en kæmpe skærm, der viser live-optagelser af scenen ovenfra. På skærmen kan vi altså se os selv.

Masaru Iwai, ’Ghostings’ visuelle kunstner, som fik ideen til stykket sammen med Sebastian Matthias, vil afprøve stykkets ’digitale dimension’ på skærmen.

Jeg bliver bedt om at finde telefonen frem og logge ind på etlink. Frem toner billedet af skærmen, der ligger i bordet og viser scenen. Det er forvirrende. Min hjerne skal lige vende det.

Skal jeg kigge på scenen? På skærmen i bordet? Eller på den lille skærm i mine hænder? Danserne tegner og skriver på skærmen med tuscher og dækker dele af skærmen af med papirer, indtil der er problemer med linket, og vi bliver logget af. Masaru Iwai er ikke helt sikker på, hvad der sker. Der er noget at arbejde videre med.

31. august - 56 dage før premieren

I løbet af den seneste uge har kompagniet både øvet koreografi og eksperimenteret med fortællingens kronologi. Som en del af processen har Corpus inviteret publikum ind for at se den foreløbige forestilling i A-salen. Sebastian Matthias bruger feedbacken fra publikum til at videreudvikle forestillingen.

Sammen med de øvrige publikummer går jeg ind i salen, hvor vi i stedet for at sidde på stolerækker går omkring på scenen. Vi finder telefonerne frem og etablerer forbindelse til et livefeed på telefonen. På vores telefoner kan vi nu se hele scenen, hvor vi selv står, og iagttage alle vores bevægelser. Jeg når at tænke: Bliver jeg overvåget nu?

Danserne bevæger sig omkring os, vi står side om side og i direkte øjenhøjde. Tegner og skriver på den store skærm, så farverne og sætningerne toner frem på vores telefoner. Det udvikler sig. Stemningen ændres. Jeg ser, hvordan danserne skriver ’luder’, ’perker’ og ’svin’ på skærmen, som vi alle sammen kan se på telefonen.

Er det trolling, jeg er vidne til? Burde jeg gribe ind? Eller bare kigge væk?

På et tidspunkt spørger danserne publikum, om de må give dem et knus. Siger man ja, får man knus, der er bemærkelsesværdigt forskelligt, alt afhængigt af hvem man får det af. Er det mon sådan her, et like føles?

Efter forestillingen giver publikum input til forestillingen.

Nogle synes, det er sjovt, andre synes, det er grænseoverskridende, at danserne kommer så tæt på.

Selv sidder jeg tilbage med følelsen af, at jeg gik glip af noget. Jeg fik hele tiden lyst til at kigge på min telefon og registrere bevægelserne der, fremfor bare at kigge ud i den virkelige verden, hvor det hele (også) foregik.

Sebastian Matthias fortæller, at der kan være en frygt for moderne dans og performances, fordi det ofte kræver noget af publikum. Det gør ’Ghosting’ i den grad også. Og det er en del af forestillingen at undersøge, hvordan publikum reagerer, siger Sebastian Matthias. Ved en af prøverne gik en af publikum fysisk ind i scenerne.

»Jeg synes, det var fedt«, siger han.

»Men det kan også være svært for danserne at tage ind. Vi prøver at gøre det mindre fysisk og aggressivt. De er ikke i den sikre performerrolle, fordi de er sammen med publikum, så vi har ikke sådan en ’The show must go on’-tilgang«, siger han og fortæller, at danserne kan sige stop, hvis deres grænser bliver overskredet.

5. oktober -21 dage før premieren

Ved mit tredje besøg hos Corpus er det meste af forestillingens forløb hængt op på tavler, der fylder det meste af salen som en komposition af nodeark. Her gennemgås hele stykket minutiøst. Øverst er der røde A4-ark, der illustrerer forestillingens lydspor, mens blå ark symboliserer dansernes gøren og laden.

Det er skiftevis Sebastian Matthias og danserne, der gennemgår rækkefølgen.

»Måske dansen ser tilfældig ud, men det er den ikke. Slet ikke. Der er hele tiden et valg, som de skal træffe i forhold til publikum«, forklarer Matthias:

Foto: Therese Jægtvik

»Hvis dansen er meget fastkoreograferet, er der ikke mulighed for at vælge, fordi man bare lærer koreografien udenad. Så udfører man bare og leverer en service til koreografen. Jeg vil gerne forstå danserne som kunstnere«.

Spørger man Corpus’ kunstneriske leder, den tidligere balletdanser Tim Matiakis, er netop de kollektive eksperimenter en af kompagniets vigtigste opgaver:

»Jeg tror ikke på rollen med én, der laver en genistreg. Ideen er, at Corpus skal være innovativ og nyskabende. Og så skal vi skubbe til dansen. Vi vil gerne placere os mellem Den Kongelige Ballet og den helt frie dans«, siger Tim Matiaki.

Han er godt klar over, at de bryder alle reglerne, når de beder folk bruge bippende telefoner aktivt i forestillingen.

»Mange tænker, at scenerummet er et frirum fra telefoner. Vi har vendt det om og bruger dem aktivt. Det giver publikum en anden oplevelse«, siger han.

16. oktober -10 dage før premieren

Der er lidt over en uge til, stykket skal præsenteres for publikum, og Sebastian Matthias grubler stadig over scenografien. Især de hvide telte. Han har endnu ikke besluttet sig for, hvordan de skal placeres på scenen.

Ved den seneste prøve, jeg overværede, stod der en danser i hvert telt og dansede som en slags ’privatesession’ for dem, der var derinde. Mens jeg stod inde i teltet, kunne jeg ikke undgå at føle, at jeg gik glip af det, der skete i teltene ved siden af.

Måske det føltes lidt ligesom virkelighedens feeds, hvor en algoritme bestemmer, hvad man ser, og ikke mindst hvad man ikke ser?

»På trods af, at vi er meget bevidste om, hvad vi laver, så er slutresultatet svært at forudse. Udfordringen er, at den her forestilling er så afhængig af publikum, at det er svært at træde et skridt tilbage. Det afhænger af, hvordan publikum reagerer«, siger Sebastian Matthias.

Ude i virkeligheden tænder jeg for Spotify, tjekker min Messenger, Instagram, mail, Facebook og et par nyhedssites, inden jeg sætter mig op cyklen. Det er virkelig min forlængede virkelighed. Hvem der går forbi, registrerer jeg ikke.

Ghosting + Sebastian Matthias. 26. okt-11.nov. A-Salen, Kgs. Nytorv 1, Kbh.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce