Hvis man kan sige, at bygninger har et liv, har Søpavillonen haft et sørgeligt et af slagsen de sidste mange år.
Det mere end 100 år gamle underholdningstempel ligger dér med Peblingesøen på den ene side og en af Københavns travleste trafikårer på den anden og ser mere og mere udslidt og forfaldent ud. Når man trasker forbi, er det tydeligt, at det engang har været smukt, men nu er det svært at tænke på andet end bøvede fester og dårlige Thomas Helmig-coverbands.
Klamydiaslottet hedder bygningen i folkemunde. Og det er der vel en grund til.
Bygningen blev tegnet af arkitekten Jens Wilhelm Dahlerup, der også står bag Det Kongelige Teater og Glyptoteket, og opført i midten af 1890’erne som klubhus for Københavns Skøjteløberforening. Stilen er historicistisk med mauriske og mellemøstlige indslag, og det er derfor, der stikker en minaret op i hver side.
