Jeg så en pige på Ibsens Hotel, der lignede dig helt vildt. Hun sad med et glas rødvin. Men det var jo på et hotel, så det kunne jo ikke være dig«.
Sådan sagde en af Iben Tandgaards venner for nylig til hende. Han kunne ikke forestille sig, at hun, der bor på Østerbro, gik på hotel i sin egen by. Men det gjorde hun.
»Jeg går på hotelbar en gang eller to om måneden. For mig er det ren eskapisme. Jeg flygter for hårdt fra hverdagen et par timer. Nogle gange tager jeg lidt rødere læbestift og lidt højere hæle på, og så leger jeg international business woman. Jeg morer mig, jeg leger, for det er jo enormt barnligt at lade, som om man er en anden, og jeg flygter fra min hverdag. Lige nu har jeg ikke råd til at rejse. Et hotel er en mulighed for at komme væk bare for et par timer«, siger hun.
Hun er 50 år og bor sammen med sin datter på 11 og en søn på 17 og arbejder som kulturformidler og litteraturanmelder. Nogle gange går hun ud alene. Ud over Ibsens Hotel kommer hun også på Hotel Arthur, hvor der af og til er jazz, og på Library Bar på Plaza Hotel, hvor »det er som at være med i en James Bond-film. Den ville ville være det perfekte sted til en hemmelig date«.
