Hver mandag giver vi dig Ibyens Top 3, hvor Ibyen-redaktionen gennemtrawler Københavns events, udstillinger, koncerter og pop-ups og udvælger 3 bud til din uge i byen. Få Ibyens Top 3 ved at tilmelde dig Ibyens nyhedsbrev.
Guiden gælder fra 29. juli til 4. august 2019.
Fest!
I Sydhavnen holder Boxland til, en midlertidig containerby med madboder, kreative værksteder og arrangementer. Fredag 2. august fra klokken 18 kan du for eksempel tage til Beachbox Blowout. En lang række hæderkronede dj’s kommer og spiller – heriblandt britiske Romare, Richard Fribert fra Sverige og danske Astrid Engberg – og der vil være gratis drinks den første time. Entréen er i øvrigt også gratis. Halleluja!
Hør!
Det lille musikkollektiv Vellness Plader har fået masser af ros for deres udgivelser, der emmer af ungdom, sommerforelskelser og 80’er-inspireret pop. Men nu er det ved at være slut, forlyder det. I hvert fald holder Vellness Plader lørdag 3. august en ’Tak, fordi I kom’-fest på båden Illutron på Refshaleøen med live-musik fra klokken 16.45. Det er også gratis, og de reklamerer tilmed med »billig mad og drikkelse«.
Oplev!
På Ofelia Plads kan man lige nu se, sidde og kravle rundt på kunstværket ’Sand Bench x 100 People’, som består af en stor snegleformet bænk af sandsække. Værket er skabt af Emergency Architecture & Human Rights i samarbejde med 25 flygtninge og frivillige fra en række organisationer, og målet er at sætte fokus på menneskerettigheder og vilkår for flygtninge og migranter. Konstruktionen minder nemlig lidt om den, man bruger til klasseværelser i flygtningelejre i Mellemøsten.
fortsæt med at læse