Det handler alt sammen om publikum. De kulturpolitiske strømpile har længe peget i den retning med mantraer som »publikumsrelevans« og »det borgernære« – dog med den kedelige undertekst, at det mest har handlet om at maksimere antallet af solgte billetter og minimere støtten til den slags scenekunst, der ikke rammer målskiven for den brede borgerinteresse.

Men der er jo ikke det teater, der ikke gerne vil nå ud til publikum, og mange arbejder målrettet med nye former for outreach, publikumsudvikling og fremsynede ambitioner om at gøre teatrene til vidtfavnende mødesteder og platforme for debat.