Ibyens brevkasse giver hver uge svar på læsernes kærlighedsspørgsmål. Ugens gæsteredaktør er kunstanmelder Mathias Kryger.

Brevkassen: »Jeg var fuld af skam over at vide, at jeg var homo, men samtidig ikke turde sige det til nogen«

Surprise! Ulykkelig kærlighed er ikke kun forbeholdt Elio i 'Call Me Be Your Name'- Foto: Sony Pictures Classics
Surprise! Ulykkelig kærlighed er ikke kun forbeholdt Elio i 'Call Me Be Your Name'- Foto: Sony Pictures Classics
Lyt til artiklen

Ibyens brevkasse giver dig hver uge syrlige, sexy og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson inviterer altid en kyndig person ind som medredaktør, så de sammen kan give dig ’love’ – eller et los. Send dit spørgsmål til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Kære kærlighedsbrevkasse

Jeg er en ung fyr, der over en længere periode har brugt meget tid på at tænke min bedste ven, lad os kalde ham Åge. Jeg ved ikke, hvad jeg ønsker, men det er nok mere end det tætte venskab, det hidtil har været. Men jeg tør ikke spørge Åge om vores relation.

Måske er mit spørgsmål til ham for kompliceret, eller måske ønsker jeg ikke et entydigt svar fra ham. Jeg vil jo ikke satse vores venskab. Hvordan finder jeg accept og ro i mine følelser for ham?

Kh den unge fyr

Gæsteredaktør Mathias Kryger:

Jeg sad en gang på ladet i en pick-up truck i Colorado. Med en klassekammerat fra 10. klasse på Holbæk Lilleskole. Vi var på studietur. Han var ikke som sådan en bedste ven, men han sagde noget om det særlige i den forbindelse, som var imellem os. Imidlertid var jeg så fuld af skam over godt at vide, at jeg var homo, men samtidig ikke at turde sige det til nogen, at jeg heller ikke der i bilen under åben himmel kunne åbne mig over for den anden.

Hvis jeg havde gjort mig blød, var han måske blevet en bedste ven. Imidlertid er blødheden og det åbne noget, jeg stadig (25 år senere) kæmper med ikke at pakke ind i al for megen ironi og afværgende skarphed i mødet med andre. Det går medium.

Det, jeg vil sige med det, er, at det nok ikke er så uklogt at satse bare en lille smule, unge fyr. Og jo tidligere i livet du gør det, jo større er den gevinst, som senere tikker ind på livets kontokort.

Og så er der det med venskab og kærlighed, sammenhold og samleje … Så længe ingen bliver alt for kede af det, så synes jeg ikke, det gør noget, at man mudrer lidt rundt inde mellem kategorierne. Og prøver at se, hvad der sker. Under åben himmel og uden entydige svar. Det er vildt at lade følelserne blafre lidt og at lade siderne i din egen romantiske komedies manuskript flyve op i vinden og langt ned ad gaden.

Måske mere uro end ro. Men so be it.

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson

Ro kan du ikke få her, for følelsernes mørke hav er sjældent roligt og aldrig mere end ti minutter ad gangen. Men en accept af den bølgegang kan du måske godt slippe afsted med.

Først og fremmest vil det måske lette, at vi allesammen har en Åge i kontaktbogen, venskaber med glimt i hjertet. Det er den slags relationer, der er helt under venskabelig kontrol til at starte med, og så – som at opdage et gasudslip for sent – bliver man ør i hovedet. Ikke nødvendigvis af forelskelsen, der sætter sig som et hvepsestik i solar plexus, men af forelskelsens potentiale, der som en tæge gemmer sig bag lidt skidt i navlen.

Det er meget normalt at blive forelsket i sine venner. Nogle gange går det af i vask, og andre gange går der borrelia i biddet, og man sidder lammet tilbage. Men det gode ved gode venner er jo, at man kan tale om sine følelser, også når de handler om hinanden.

Tætte venner må også ligge tæt, og det må have alle mulige grader af platoniskhed. Du skriver, at du ikke vil satse venskabet, men det er ikke et venskab at gå rundt og være vild med nogen, der skal lade, som om de ikke lægger mærke til det.

Så tag en søsygepille, og sæt sejlet mod Åge. Det er den eneste måde at finde ud af, om det virkelig er sikker havn. Det er ikke sikkert, der overhovedet findes noget entydigt svar, men hvis I er gode venner, kan I godt klare stormen.

Felix Thorsen Katzenelson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her