Jeg møder 8.30. Jeg har ikke hørt fra Michelin endnu, selv om uddelingen er på mandag. Det har aldrig været det altoverskyggende mål med restauranten at få en stjerne, men det er jo en drengedrøm, og jeg håber til det sidste. Jeg laver forklaringer for mig selv på, hvorfor de ikke har skrevet endnu, og fredag formiddag når jeg at tænke, at de jo faktisk kan sende invitationen mandag, og så kan jeg stadig nå et fly.
Jeg har også været bekymret for, om de overhovedet kunne få bord. Sidst vi satte borde til salg, var alt udsolgt på tre minutter. Nogle gange giver de sig til kende, men det har de ikke gjort hos os, så har de overhovedet været her?
Omkring 13.30 er der en invitation fra Michelin. Jeg bliver helt vildt glad, men så begynder jeg at overveje, hvad det mon betyder. Får vi så en stjerne? Eller inviterer de folk, som ikke får? Der er så mange teorier, og det vilde med Michelin er jo, at det hvert år lykkes dem at lave den guide, uden at noget siver ud. Vi arrangerer turen derop. Jeg tager min kæreste, Lykke, der er restaurantchef her, med. Min partner, Lars (Seier Christensen, red.), og hans kone får også en billet, og så får vi skaffet, så vi er otte i alt.
Om aftenen kører vi service, og jeg går som altid, når de sidste gæster er gået. Man kan godt mærke, det er vinterferie; de har lyst til at blive hængende lidt længere. Jeg er hjemme kl. 3.
