Hørespillet ’Til Eftertiden (Sammen hver for sig)’ er optaget på skuespillernes egne computere og mobiltelefoner og kan nu streames gratis.

Oplev det her: Pilou Asbæk, Ellen Hillingsø og 133 andre danske skuespillere har optaget et nyt teaterstykke på deres mobiltelefoner

Coronakrisen har lukket de danske teatersale for en stund. Nu er 135 danske skuespillere gået sammen om at lave et hørespil for Danmarks lydteater Akt1 med idé og instruktion af Niels Erling. Foto: Martin Lehmann/POLFOTO
Coronakrisen har lukket de danske teatersale for en stund. Nu er 135 danske skuespillere gået sammen om at lave et hørespil for Danmarks lydteater Akt1 med idé og instruktion af Niels Erling. Foto: Martin Lehmann/POLFOTO
Lyt til artiklen

»Jeg vil bede dig om ikke at glemme at tro på, at alt kan blive bedre. At sygdomme kan kureres. At samfund kan ændres«.

Sådan lyder en af replikkerne i et nyt teaterstykke, ’Til Eftertiden (Sammen hver for sig)’, der har premiere i dag, mandag 30. marts. Men for en gang skyld skal du ikke i de plyssede sæder for at opleve det.

Teaterstykket er et nemlig et såkaldt hørespil skrevet og produceret af Danmarks lydteater Akt1.

Det er Akt1’s kunstneriske leder, Niels Erling, der står bag hørespillet, der kan lyttes gratis online og undersøger, hvordan vi er mennesker i krisetid – mere specifikt den coronapandemi, vi befinder os i nu.

I en pressemeddelelse fortæller Niels Erling, hvordan han sad hjemme i sin isolation, frustreret over tingenes tilstand og over ikke at have noget teaterarbejde at kaste sig over. Derfor sendte han en føler ud til alle de skuespillere, der tidligere har medvirket i Akt1’s stykker for at høre, om de ville være med til et projekt, der kunne give lidt mening her i meningsløsheden.

Der fulgte 135 positive tilbagemeldinger i løbet af et døgn – fra Claes Bang, Pilou Asbæk, Ellen Hillingsø, Bjarne Henriksen til Morten Hee Andersen, Amanda Collin, Preben Kristensen, Anette Støvelbæk og mange, mange flere.

135 medvirkende

Hørespillet er sat sammen af tekstfragmenter, der er skrevet i et samspil mellem Niels Erling og dramatikerne Ida Marie Hede, Marie Bjørn og Jörgen Dahlqvist.

Niels Erling har uddelegeret replikker og instruktioner over mail og telefon til de 135 medvirkende, der hver især sendte deres replikker tilbage, optaget fra telefoner og computere. Komponist og lyddesigner Rasmus Juncker har samlet, bearbejdet og sat musik til de over i alt 100 lydfiler.

Fælles for teksterne er, at de undersøger, hvad det vil sige at være menneske i en krisetid.

Efter en sæson som chef på Teater Momentum, hvor Niels Erling netop har arbejdet med temaer som menneskers reaktion på undergang, lå det nye hørespil ikke langt væk fra hans bevidsthed:

»Det er vildt uhyggeligt at have beskæftiget sig så indgående med undergangen og så en måned efter opleve det her: en pandemi, der på mange måder gennemspiller hele kataloget af forestillinger om, hvad en katastrofe medfører«, skriver han i pressemeddelelsen.

Hørespillets titel, ’Til eftertiden (Sammen hver for sig)’, er en direkte henvisning til tiden under coronakrisen.

»Jeg håber, at hørespillet også kan minde os om, hvad kunst bidrager med i sådan en tid«, siger Niels Erling i pressemeddelelsen og kalder hørespillet »en påmindelse om, at kunstnere spiller en afgørende rolle i samfundets møde med krisen«.

Du kan lytte til ’Til eftertiden (Sammen hver for sig)’ via Soundcloud her:


Sidsel Welden

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her