Hvad skal du i weekenden? Ibyen prikker en udvalgt person på skulderen og spørger, så du kan få inspiration til aktiviteter i København.
Fredag
Jeg starter min dag med at gå ind på Rådhuspladsen og råbe ad nogle tilfældige mænd, som jeg synes ser sexistiske eller krænkende ud. Det giver mig en følelse af mening med livet, men jeg ved ikke helt, hvorfor jeg gør det.
Tror måske bare, jeg leder efter noget at være vred over. Derefter går jeg til frisøren og beder hende om at afblege mit hår, fordi jeg gerne vil være et sexobjekt, som man kan skrive lækre ting om i bladene.
Blå bog
Jenny Rossander
Født 27. januar 1990.
Har under kunstnernavnet Lydmor udgivet tre album. Hun spiller sine meget visuelle neonlysfyldte koncerter i hele verden, og hendes musik vil også være at høre i teaterforestillingerne ’Tine’ på Aalborg Teater fra 23. januar 2021 og fra 21. februar 2021, når ’Mørkt forår’ spiller på Betty Nansen.
Lørdag
Jeg spiser noget morgenmad, som jeg ikke helt kan lide, men som ser rigtig godt ud online. Det giver mig en fantastisk følelse af sammenhæng med resten af den kreative klasse og leder mig godt ind i dagen.
Begynder at drikke Aperol Spritz i solen på en tilfældig boulevard klokken 14. Drunk-dialer nogle redaktører med forskellige ideer til rasende debatindlæg kl. 20. Går kold kl. 22.
Søndag
I tømmermændenes emotionelle stadie ser jeg lyset. Min vrede over samfundet er helt uberettiget. Alt er, som det skal være. Dem, som sidder på magten, gør alting helt rigtigt.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke har kunnet set det før? De få kvinder og farvede i magtpositioner og spotlight er helt rigtigt og naturligt. Jeg skal lære at forstå en joke og tage nedladende kommentarer med et smil.
Ligesom de hvide magtfulde mænd gør det. Jeg vil være lidt ligesom en hvid mand og skriver mig straks op på ventelisten i en tennisklub.
fortsæt med at læse

