Man kan høre festen, før man kan se den. Den umiskendelige lyd af bassen fra en soundboks, feststemning og den varme sommeraften får mine tanker over på Roskilde Festival og savnet til støvet, musikken og promillerne, Roskilde Festival giver adgang til. Stanken af urin fra de nærliggende buske gør savnet en smule mindre.
Cafeen Friheden ligger for enden af skaterparken ved Nørrebroparken. Den er proppet. Hvis jeg skal anslå, hvor mange mennesker her er, vil jeg sige lidt under 500 mennesker. Folk sidder i lag på genstande, jeg ikke kan se hvad er. Jeg ved fra tidligere, at bordbænkesættene er gule, men nu er de en klump af mennesker. Næsten alle folk er klædt i samme slags tøj. Sorte bukser, hvid T-shirt, hvide sko. Jeg sætter mig på en bænk med mine øl for at vente på min kammerat og kigger ned ad mig selv. Sorte bukser, hvid T-shirt, sorte sko.
En gruppe af meget fulde mennesker hører musik fra en lille højtaler. En håndfuld af dem danser, og to fyre er i gang med en meget ophedet samtale omkring en pige, den ene er ulykkeligt forelsket i. Det er stadig meget lyst og lunt.
»Jeg går lige herover og tisser«, siger en pige pludselig og rejser sig fra gruppen, går forbi mig og sætter sig et par meter fra mig bag et træ, hvor grenene først udspringer en meter oppe. Med andre ord – hun er ikke godt skjult.
