Jeg var lige begyndt at kalde mig Bisse og stod på scenen til min afgangskoncert på konservatoriet. Jeg havde taget makeup, neglelak og en masse lag af tøj på, som jeg kunne smide undervejs. Det var for kedeligt at optræde som civil og ligne publikum – jeg stod jo på scenen og var udstillet.
Så starter koncerten, og jeg kommer gående bagfra med et levende lys i hænderne op gennem publikum som en luciabrud.
Da jeg kommer op på scenen, river jeg lidt dramatisk mikrofonen ud af stativet for at synge, men der er en ledning i, der strammer. Det tænker jeg ikke yderligere over og kigger i stedet intenst ud på publikum. Idet jeg hiver til, bliver en monitor og et stort stativ væltet omkuld af ledningen, vælter ned fra scenen og er lige ved at slå en mand ihjel på forreste række.
Det blev ret symptomatisk for mange senere koncerter. Der er altid noget, der går galt, er lidt dramatisk og ubehageligt – men også frisættende. Jeg har dyrket den intense stemning lige siden, bare lidt mere gennemtænkt. Nu har jeg fået en trådløs mikrofon, så jeg ikke hiver flere monitorer ned.
