Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Min gode ven har været sammen med sin kæreste i en del år. Kæresten er hele tiden sur, hjælper ikke til i hjemmet, er arbejdsløs uden at lede efter job, gider ikke være social, og de har ikke rigtig noget sex. Øv over det hele.
Han har foreslået parterapi, det vil hun ikke. Han kan ikke mere og har det seneste år overvejet at gå fra hende. Det eneste, der holder ham tilbage, er hendes svære situation. Alle hendes mangler: job, socialitet og muligvis depression.
Jeg synes, at han skal gå fra hende. De hiver hinanden ned, og han bliver selv et indebrændt menneske. Men hvordan får jeg ham overbevist om det? Han kender godt min mening, men ’tør’ stadig ikke forlade hende.
Mvh Vennen
Gæsteredaktør Cecilie Bødker:
Kære Vennen
Man skal ikke være i en relation af den grund, at man er bange for, at den anden går i opløsning uden én. Måske går de lidt i opløsning, men det er okay. Måske lærer de noget vigtigt i processen: at de kan gå selv, også uden deres kæreste som krykke – og ellers finder de nok en anden krykke. Codependency er en fest!
Jeg bider mærke i, at du skriver »muligvis depression«. Hvis hun er deprimeret, som noget kunne tyde på, så er det ikke et spørgsmål om, at hun »ikke gider at være social« eller bare er for doven til at søge job. Det er nogle ting, der vitterligt føles umulige, hvis man er alvorligt deprimeret. Det er noget, der skal tages hånd om. Og ikke af din ven, men af en terapeut.
Måske din ven også skal stille sig selv nogle hårde spørgsmål: Træder han selv ind i en rolle som far eller terapeut for hende? Kan han kun elske ved at fikse andre? Hvornår er det kærlighed, og hvornår er det en symbiose af afhængighed? Sagt med kærlighed fra én, der er mester i at finde nogen, hvis problemer jeg kan tage mig af, fordi det på en måde føles nemmere end at tage mig af mine egne.
Folk har ansvar for deres eget liv og de følelser, de indeholder. Man kan ikke redde andre mennesker eller ændre på dem. Man kan kun elske dem. Og give slip på dem.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære Vennen
Der er tre mennesker, der skal passe på sig selv i det her spørgsmål. Din ven skal passe på ikke at blive siddende i et dødsbo – det tjener ingen, at både han og kæresten rådner op sammen. Selvfølgelig skylder man hinanden både en og flere chancer, og man skal ikke pakke kufferten ved første regnvejrsdag. Men man skal heller ikke true sig selv og sin omverden med at gå og så stå der og fylde i dørkarmen med alt sit dårlige humør.
Din vens kæreste skal selvfølgelig også passe på sig selv, og jeg gider ikke fjerndiagnosticere hende gennem dit spørgsmål. Men hvis hendes problem er klinisk, så skal hun også have professionel hjælp. Fra en, der ikke også skal være sur over afstanden i sengen om aftenen. Hvis der er noget, som ikke hjælper på en nedtur – diagnosticerbar eller ej – er det da at være kærester med en, der ikke kan klare mosten.
Du skal også passe på dig selv, kære spørger. Det er hårdt at være livsvidne til en vens nedtur, lige meget hvor den kommer fra. Ligesom din ven ikke skal klamre sig til noget, der ikke er godt for ham, så skal du heller ikke stikke dine fletninger for langt ned i andres postkasser. Du er ikke den parterapeut, som din ven har prøvet at slæbe sin kæreste med til. Du har aktier i den ene halvdel af duoen, så du skal ikke tro, at du også har overblikket.
Du har prøvet at redde din ven, og det bedste, du nu kan gøre, er at understrege, at din sofa stadig er til at lande på, når han endelig tager beslutningen.
fortsæt med at læse
