Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Vi er to veninder. De notoriske singler, dem, som aldrig rigtig haft en kæreste m/k med til en fødselsdag. Vores veninder, derimod, spytter unger ud og spiser bryllupskage i lange baner.
Vi hviler egentlig okay i at være singler i slutningen af 20’erne, men hvordan håndterer vi de evige spørgsmål om ’fremtiden’, som vi får til diverse baby showers, barnedåb, polterabends og bryllupper? Hvordan får vi fortalt, at vi er okay, uden at folk tror, at vi lyver?
Kh de to notoriske
Gæsteredaktør Betty P. Kandindima:
Kæreste notoriske
Som en kvinde i starten af 30’erne uden bagage i form af mand og børn kan jeg levende sætte mig ind i, hvordan I har det. Der er flere strategier, I kan benytte jer af. Prøv for eksempel den troendes vej, og svar med noget a la: »Fremtiden? Jeg sætter min lid til, at Gud ved, hvad der venter mig i fremtiden«.
Kigger folk underligt på jer, kan I referere til det 8. bud: Du må ikke aflægge falsk vidnesbyrd imod din næste. Hvilket I ikke gør med det svar, da ingen jo egentlig ved, hvad fremtiden bringer.
Uanset hvad I vælger at svare, så handler det i bund og grund om, at de, der spørger, tørster efter frihedens sødme og et liv uden ansvar for andre end sig selv. De håber måske i al hemmelighed, at I misunder deres liv med børn, villa, Volvo og vovse. Og når I ikke reagerer med længsel i øjnene efter det, de har, er det nemt for jeres venner at drage den konklusion, at I lyver.
Lad være med at bruge krudt på at overbevise dem om det modsatte, bare husk – it’s not me, it’s you. Eller gør som Carrie Bradshaw fra ’Sex & the City’ i afsnittet ’A woman’s right to shoes’. Inviter jeres venner til proformabryllup, og ønsk jer et par sko eller noget andet for det beløb, I har brugt på bryllupsgaver og dåbsgaver til dem gennem tiden.
Bh
B
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære notoriske
Jeg har egentlig grublet en del over, hvorfor man altid vender tilbage til det evindelige fremtidsspørgsmål. Som nyligt færdiguddannet har jeg liret de samme svar af, hvad der allerede føles som hundrede gange. »Jaaaa, det er dejligt at være færdig. Jamen det går fint. Ja, jeg skal bare skrive på avisen, tænker jeg. Jo jo, der er nok at lave, lige nu i hvert fald, ha ha. Det kan være svært, jo, men altså, jeg synes, det går godt«. Og bum, pludselig har jeg på mærkværdig vis både under- og overspillet mig selv, fordi jeg hverken vil lyde bange eller selvsikker.
Problemet er jo, at man faktisk ikke har bekymret sig om fremtiden, og så kommer folk med deres velmenende spørgsmål og ryster det sarte vitrineskab, som gør det ud for ens selvværd. Ens forklaringer bliver bævrende krystalglas, skingre, glimtende, dekadente og lette at slå itu.
Derfor synes jeg egentlig, at både I og jeg skal begynde at være mere ærlige: »Fremtiden, den har jeg ikke tid til at tænke på«, skal vi svare fra nu af og så bunde champagnen og tage et glas til. Livet skal leves sidelæns og misforstås baglæns.
Og husk nu for pokker, at alle de andre er mindst lige så bange for at findes. Deres børn og mænd og koner og svigerforældre er ved at få dem til at rådne op, og lige der drømmer man om, at nogen kan komme med deres singletilværelse og fortælle løgnehistorier om, at græsset er enten meget grønnere eller pivvissent på den anden side.
Men altså, nu blev vi enige om at fortælle sandheden, bare en gang imellem. Det går fint, eller ... altså .. du ved, fint.
fortsæt med at læse
