Læser til brevkassen: Jeg er ulykkeligt forelsket i min eks-kæreste

Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg er ulykkeligt forelsket i min ekskæreste, som jeg for to måneder siden ikke elskede længere og slog op med. På de to måneder har det været en lidt for vild rutsjebane, hvor vi endda nåede at blive kærester igen, blot for at jeg gav op to dage senere, da der opstod en situation, der krævede kamp, og det pludseligt ikke bare var dejlig sex og lykkelig latter det hele.

De sidste to-tre uger er alle mine følelser dog kommet tilbage, og jeg vil egentlig også bare have hende tilbage igen. Dette ved hun, vi har endda fået to dejlige dage ud af det med (igen) dejlig sex og lykkelig latter, men har nu meget voksent besluttet, at der skal gå tid, før vi evt. finder sammen igen. Kedeligt! I denne her tid skal vi begge to hele efter rutsjebaneturen.

Problemet er, at størstedelen af mig ikke gider det pis. Jeg ved, at det er nødvendigt, men hvordan holder man et halvt år ud, hvor man bare gerne vil ændre fortiden, eller, hvis muligt, forvandle sig til en poltergejst, der forhindrer hende i at være sammen med andre? Og er jeg en nar, hvis jeg om – lad os sige – to måneder helt ærligt kan sige, at jeg er klar og derfor bejler til hende?

Kærlig hilsen Poltergejsten

Gæsteredaktør Sara Mering:

Kære Poltergejst

Jeg synes, det lyder som en hård tur, I har haft. Måske særligt for din ekskæreste, som er blevet slået op med to gange for så at blive halet tilbage mod dig igen.

Du skriver, at pausen og helingstiden er kedelig, men for mig lyder den vigtig. Jeg ved det selvfølgelig ikke ud fra dit brev, men min umiddelbare tanke var, om din ekskæreste har brug for at få noget ro – og måske at være den, som tager det næste valg, hvis der skal være sådan et. Det kan i hvert fald være noget af det hårdeste at blive kastet rundt med af andres skiftende humør og ujævne forelskelser.

Jeg har engang selv siddet på en bænk på Assistens Kirkegård, mens jeg fik at vide af ham, jeg havde været sammen med i over to måneder, at han stadig var forelsket i hende, som kom før mig. Selv om jeg var sønderknust, lod jeg bare, som om jeg var helt ovenpå og forstående og kom endda med forslag til, hvordan han kunne få hende den anden tilbage. Og så gik jeg totalt i stykker på vejen hjem. Så altså … måske er det ikke altid, at man får vist, hvor ondt det egentlig gør, når andre roder rundt med ens følelser.

Det hårde, men gode råd er nok at holde fast i din voksne beslutning. Jeg kan godt forstå, at det er svært at give slip. Men spøgelser er aldrig særlig rare at have i sit liv. Og du skal huske, at hvis I om noget tid finder sammen igen, er det ikke bare den dejlige sex og lykkelige latter, som genopstår fra de døde, det er det hele – også alt det, du gik fra.

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:

Kære Poltergejst

Forsvind dit gespenst, spøg ikke her! Du spørger, om du er en nar for at gå igen i din ekskærestes liv, men det er ikke den rigtige beskrivelse. Du er ikke ondskabsfuld, men du er dum og ulykkelig, et skingert genfærd, der rasler med tosomhedens lænker på loftet. Du tror, det er hende, det går udover, og det er rigtigt, men det er lige så meget dig selv, skal sætte fri.

Efterkærligheden er et mørkt sted, og man får lyst til at gå mod lyset. Men nostalgiens flamme er at komme i bukserne for at få varmen; en kort og klam fornøjelse. Men sådan er det at gå fra hinanden; hver dag må man stå op og fortsætte eksorcismen, en forbandet hjertestump ad gangen.

Du kommer simpelthen ikke udenom at skulle have det dårligt, og det skal du være glad for, for det beviser, at du slet ikke er nogen poltergejst, men et dødeligt, lille, trist og spillevende menneske. Det er okay at være lidt gennemsigtig og flosset i omridset, men du må ikke hjemsøge.

Hvis du lover mig, at du vil prøve, så lover jeg, at man godt kan klare det. Du skal love, I ikke bliver kærester igen, I er de to eneste, der ikke kan hjælpe hinanden. Det er den ondeste sandhed, men den hårdhed må du låne lidt af.

Dine hjertesorger er ikke overnaturlige, men lad denne brevkasse være vievand: Du og din kærlighed bor her ikke længere, du skal ikke gå igen, men bare gå.