»Der er et helt gigantisk snobberi i den her verden«
Det er en myte, at unge ikke gider teatret. Men medierne fastholder fortællingen, når de antager, at de, der ved mest, er garvede anmeldere, mener værterne bag nichepodcasten Den 4. Væg, der formidler scenekunst til en ung målgruppe.
Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen er netop blevet færdige med at optage i lejligheden i Københavns Nordvestkvarter. De sidder ved bordet i spisestuen, der mellem planter og kogebøger fungerer som deres faste podcaststudie.
Normalt anmelder og taler de to værter om deres seneste teateroplevelser fra de fysiske sale, men efter at kulturlivet de seneste måneder har været lukket ned, kaster de sig i dagens udsendelse over det digitale teater.
»Det må gerne føles som at tappe ind i samtale om scenekunst mellem to venner«, siger 27-årige Clara Lindstrøm Gleerup, der har erfaring både foran og bag scenen som kommunikationsansvarlig, skuespiller og forhusmedarbejder på en række københavnske teatre.
»Også så man forstår, at teatret også bare kan være popcorn og joggingsko. Det er vigtigt, at der er nogen, der fortæller dig, at det ikke altid koster 1.000 kroner, og at du skal ikke have en lang fin kjole på«.
Sammen med 29-årige Line Kirsten Nikolajsen, der til daglig er radiovært på P3, startede hun for fem år siden podcasten Den 4. Væg, hvor de sammen taler om nye teaterstykker og med aktuelle scenekunstnere med formålet at gøre det ’spiseligt’, som de kalder det, for unge mennesker.
De to mødtes på universitetet, hvor de begge studerede film- og medievidenskab, og fandt hinanden i en fælles interesse for scenekunst, som de ikke vidste, hvor de skulle gå hen med. De manglede nogen, der tog det unge publikum alvorligt.
»Det føltes så uoverskueligt. Vi savnede nogen, der talte om teater, uden at det behøvede at være superfinkulturelt. Så måtte vi jo lave det selv«, siger Line Kirsten Nikolajsen.
Programmet startede som teateranmeldelser i etminutsform på universitetsradioen. Da det blev en succes, blev Den 4. Væg et soloprojekt, allieret med et hold af frivillige anmeldere over hele landet, der har gjort det muligt at anmelde forestillinger fra Aalborg til København.
Redaktionen er siden podcastens start vokset fra fem til over 20 medlemmer, og selv om det fortsat er et nichemedie, er det lykkedes Den 4. Væg at få hul igennem til de unge, der i teaterverdenen ofte bliver omtalt som ’den svære målgruppe’.
»Vi har et brændende ønske om at udbrede teatret og få flere til at tale om det, ligesom vi snakker om film, serier og musik«, siger Line Kirsten Nikolajsen.
Hvor er de unge?
I de seneste måneder har der været blus under debatten om dansk ungdomsteater, efter at direktøren på Aveny-T, Jon Stephensen, i et interview i Politiken udtalte, at teatrene ikke anerkender det unge publikum.
Ifølge Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen er netop den debat et eksempel på en udbredt misforståelse.
»Det er en myte, at de unge ikke er her, og at teatret pludselig er vågnet op og har rystet støvet af sig. Der er masser af unge i salene, og de unge instruktører har altid været der. Men man giver det ikke opmærksomhed nok«.
I deler ikke opfattelsen, at unge ikke gider teatret. Men samtidig vil I dele det med flere. Hvordan hænger det sammen?
»Både teatret – og ungdomsteatret, hvis man skal kalde det det – står virkelig kunstnerisk stærkt i dag, hvor især vækstlaget virkelig synes at arbejde hårdere og mere målrettet end nogensinde. Men når det ikke er den generation, man spørger i aviserne, bliver det overset«.
»Medierne spørger direktører, ledere og forskere, men mangler at spørge dem, man gerne vil ramme og have til at læse med. Derfor handler det også om, hvem der får lov til at skrive i Berlingske eller udtale sig i Politiken. Selvfølgelig er man ikke teaterdirektør eller garvet journalist eller teateranmelder som 25-årig, men derfor skal man ikke underkende, at man sagtens kan finde ud af at udtale sig klogt og indsigtsfuldt om teater«, siger Clara Lindstrøm Gleerup.
I hører os ikke
Line Kirsten Nikolajsen og Clara Lindstrøm Gleerup oplever, at masser af unge gerne vil i teatret. Men når fortællingen om det modsatte stadig lever, skyldes det især, at man tit antager, at de, der ved mest, er de garvede anmeldere, mener de.
»Der stilles vilde krav til, hvordan man skal agere for at kunne udtale sig om teater. Det afspejler sig for eksempel i Reumert-juryen. Hvor er de unge? Hvorfor skal du have læst fem år på universitetet for at kunne sige noget kvalificeret om teater? Og hvem har bestemt, at man skal være på et dagblad for at blive taget seriøst?«, spørger Line Kirsten Nikolajsen.
»Der er et helt gigantisk snobberi i den her verden. Vi oplever, at der ofte bliver talt dårligt om ’bloggere’ og folk, der ikke er på et etableret dagblad eller medie«.
Og mens det største problem ligger hos medierne, handler det også om, hvem der får lov at skrive den scenekunst, man gerne vil have unge til at se, fortsætter Clara Lindstrøm Gleerup.
»Der er masser af sindssygt dygtige dramatikere, som ikke får chancen for at bruge den tid, det tager at skrive den næste ’store klassiker’, fordi de ikke har en masse ballast, erfaring eller titler at skrive på en ansøgning om støttekroner«.
»Derudover er meget teater bestillingsarbejde, så dramatikerne får ikke altid lov til at lave det, de gerne vil. Teatrene skal også turde satse og gå helt forkert. De vil gerne sælge billetter, så det er klart, at de vælger nogle forestillinger, hvor de ved, at titlen alene vil blive en salgssucces, men jeg tror også, at der ligger guldgruber gemt i det, der på papiret ikke virker. Måske hos de unge dramatikere?«.
Hypen starter på Instagram
Samtidig undrer de sig over, at ikke flere teatre gør mere ud af at promovere forestillingerne på sociale medier. For de er overbeviste om, at det er den kode, der skal knækkes, for at flere unge kommer i teatret.
»Det er her, en stor del af det yngre segment, og sikkert også det ældre, finder inspiration. Det handler om at ramme en æstetik og fortællestil«, siger Clara Lindstrøm Gleerup og peger på, at flere teatre med fordel kunne fodre deres publikum med scenekunst og dele behind-the-scenes-videoer på Instagram:
»Ligesom med æstetikken betyder den digitale formidling sindssygt meget, for så går folk ud og taler om det og deler det. På den måde kan man sagtens skabe hype, der giver unge lyst til at gå i teatret«, siger hun.
Ved siden af værtsrollen på Den 4. Væg arbejder hun blandt andet som pr-ansvarlig for Nørrebros Teater Grob, og her har hun selv har erfaret, hvordan man kan få hul igennem til de unge – senest med instruktøren Niels Erlings stykke ’Jeg tror, jeg elsker Wonder Woman’, som var en co-produktion med lydteatret AKT1.
»Den forestilling promoverede sig selv på en så fed måde på sociale medier, at den blev udsolgt inden premieren. Og der sad kun unge i salen, selv om det ellers slet ikke var en, jeg normalt ville anbefale unge mennesker at tage ind at se, hvis man er helt nybegynder«, siger Line Kirsten Nikolajsen.
Omvendt bliver fokusset på mobiltelefonen en faldgrube for teatrene, når den bruger den forkert, mener hun.
»Det virker ikke altid til, at man helt stoler på det unge publikums fatteevne, og så kommer man til at overkompensere med omvendte kasketter, noget med Instagram og outdated technomusik. Unge vil også bare gerne røres, og de har ikke kun én smag«.
»Det er ligesom, hvis man i musikkens verden siger, at fordi Billie Eilish også er ung, er det nok det eneste, vi forstår og gider lytte til. Det kan godt være, at man tror, at vi kun vil se noget med unge på 15-20 år, der laver noget på sociale medier. Det har også sin relevans, hvis det er vigtigt for fortællingen, men vi går jo ikke i teatret udelukkende for at se vores hverdag og vaner på sociale medier spejlet 1:1«, fortsætter Clara Lindstrøm Gleerup.
»I stedet for så hårdt at prøve at gøre tingene ’unge’ skulle man bare give de unge scenekunstnere plads på scenerne. Det er oftest det, der kommer de mest smagfulde og succesfulde resultater ud af«, siger Line Kirsten Nikolajsen og peger på duoen How to Kill a Dog med Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen, der med afgangsforestillingen ’Velkommen til Pandora’ gik direkte fra scenekunstskolen til de store scener og for nylig spillede ’Lolita for altid’ for komplet udsolgte sale.
Tættere på Netflix
Line Kirsten Nikolajsen og Clara Lindstrøm Gleerup mener, at en af udfordringerne ved at få flere unge i teatret ligger i, at det er en social interaktion, der kræver mere af dig end at gå i biografen.
»Men der er til gengæld chance for en markant større oplevelse. Det forbandede ved scenekunst er, at det forsvinder igen. Du skal møde op, gøre en indsats og investere i det. Du kan ikke bare sætte dig i din sofa og bestemme dig for at se et stykke på Netflix igen om to år. Jeg tror også, at vores generation er lidt doven og vægelsindet. Hvis det kræver noget af os, skal vi lige mærke efter, om vi orker, og mens vi mærker efter, når stykket at spille færdigt«, siger Line Kirsten Nikolajsen.
Line Kirsten Nikolajsen.
Clara Lindstrøm Gleerup.
»Det er også et spørgsmål om opdragelse. Jeg tror, at der er mange, der har haft en dårlig oplevelse i 8. klasse og så har besluttet, at de ikke skal det mere. Omvendt ser du tv, fra du er nul til for evigt, så det ligger allerede til din hverdag at tænde for fjernsynet. Men teatret kan for nogen stadig virke lidt som en sur skolepligt og noget, der ikke hører til fritiden. Og det er her, vi i vores podcast forsøger at favne de knap så teatervante med oplysning om, hvad teatret faktisk er«, uddyber Clara Lindstrøm Gleerup.
Og mens Line Kirsten Nikolajsen og Clara Lindstrøm Gleerup holder fast i, at det vigtigste er det fysiske publikum, har de under nedlukningen oplevet, at det digitale teaterformat har potentiale til at lokke endnu flere til – også dem, der ikke ellers ville gå i teatret.
»Det er her, teatret rykker tættere på Netflix. Selv om vi hellere vil sidde i en rigtig sal, vil det digitale teater også få et liv efter corona, for der vil altid være nogen, der ikke kan komme til en forestilling«.