0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Teater om kvinderollen anno 2020: »Jeg er begyndt at tumle med idéen om at stikke en lakridspibe op i kussen«

I ’Kussesumpen 2’ på Aveny-T møder vi den moderne kvinde i skikkelse af tre storbykarikaturer, mens hun i ’Lolita for altid’ på Revolver ligner en helt ny art, tidstypisk og fuldstændig uigenkendelig på samme tid.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Sara Galbiati
Foto: Sara Galbiati
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Lolita for altid’ og ’Kussesumpen 2’ har ud over det åbenlyse – at begge stykker handler om den moderne kvinde i en eller anden afskygning – det til fælles, at man går fra teatret uden det fjerneste overblik over, hvad man har hørt.

Hvad der til gengæld står klart: Ifølge dem begge er det temmelig besværligt af navigere i kvinderollen anno 2020. Hvad enten den som i ’Kussesumpen 2’ er knyttet til alle mulige og umulige forventninger, eller den som i ’Lolita for altid’ er smurt ind i sukkersød horror.

Begge forestillinger går til problematikken med en god portion humor og et kritisk blik både udad og indad. Ingen af stykkerne lader – så at sige – kvinden gå fri. Hvorfor hader kvinder andre kvinder, hvis de er feminister? Hvordan kan kvinden udnytte en piget charme og magt? Den slags spørgsmål er der plads til, uden at patriarkatet af den grund ikke også får en over nakken.

Til min egen overraskelse var der et par kulturelitekvinder uden for Revolver, der efter forestillingen sagde, at de havde følt sig misundelige over ’Lolita for altid’. Selv kunne jeg stadig ikke høre, hvad jeg selv tænkte, jeg skulle lige have billedet af lolitaens store rystetur med røven ud af hovedet først, tror jeg. For det var ærlig talt en forestilling, der ikke ligefrem gik i hovedet.

De to forestillinger synes ret præcist at markere afstanden mellem generationer, som om en ny, der er yngre end den unge, stikker hovedet frem. Fra de tre let afkodelige storbykarikaturer på omkring de 30 i ’Kussesumpen 2’ – den progressive lesbiske, den småborgerlige mågestelssamler, der har masser af gode råd til fødselsforberedelse og godt kan lide Hästens, og endelig hende, der drømmer om at blive forfatter. Hun har kontakt til »et ret opperen forlag i New York«, ser op til Olga Ravn og forholder sig kritisk til moderskabet – til Emma Sehested Høegs Lolita, der er over the top, svær at placere, hæmmet og bramfri, syret og glamourøs i sin egen galakse mellem spektakulær og ordinær. En triviel superstar.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter