Lolita for altid’ og ’Kussesumpen 2’ har ud over det åbenlyse – at begge stykker handler om den moderne kvinde i en eller anden afskygning – det til fælles, at man går fra teatret uden det fjerneste overblik over, hvad man har hørt.

Hvad der til gengæld står klart: Ifølge dem begge er det temmelig besværligt af navigere i kvinderollen anno 2020. Hvad enten den som i ’Kussesumpen 2’ er knyttet til alle mulige og umulige forventninger, eller den som i ’Lolita for altid’ er smurt ind i sukkersød horror.