Volden i nattelivet rykkede ikke andre steder hen, da nattelivet lukkede, viser undersøgelse.

Vold i nattelivsområder faldt drastisk med midnatslukning

Efter at nattelivet lukker tidligere end normalt, er antallet af voldsepisoder faldet drastisk, viser ny undersøgelse. Her festes der før coronakrisen på natklubben Chateau Motel i København. Foto: Maud Lervik/POLFOTO
Efter at nattelivet lukker tidligere end normalt, er antallet af voldsepisoder faldet drastisk, viser ny undersøgelse. Her festes der før coronakrisen på natklubben Chateau Motel i København. Foto: Maud Lervik/POLFOTO
Lyt til artiklen

Når nattelivet lukkes eller begrænses, sker der et drastisk fald i volden i områder, hvor der er udskænkningssteder. Og volden opstår ikke i samme omfang andre steder. Det konkluderer en ny undersøgelse, som er foretaget af forskere fra Roskilde Universitet og støttet af Det Kriminalpræventive Råd, der fredag har offentliggjort den.

Anders Ejrnæs, som er professor MSO ved Roskilde Universitet, er en af forskerne bag undersøgelsen. Han fortæller, at coronanedlukningerne har fungeret som et naturligt eksperiment, fordi de har kunnet vurdere sammenhængen mellem forskellige niveauer af nattelivsaktiviteter og mængden af vold.

»Der sker et kraftig fald i anmeldt vold i det, vi kalder nattelivsområder – med en høj koncentration af udskænkningssteder – efter nedlukningen og den delvise nedlukning. Under den totalte nedlukning blev volden reduceret med 90 procent«, siger Anders Ejrnæs.

Ifølge undersøgelsen varierer antallet af anmeldelser for vold i samfundet i takt med aktiviteten i nattelivet. Der var 66 procent mindre vold end normalt i nattelivsområder, da udskænkningsstederne skulle lukke til midnat.

Flere anmelder høj musik

Overraskende for forskerne rykkede volden ikke andre steder hen.

»En anden hypotese var, at når festen ikke var inde i byen, hvor der er mange udskænkningssteder, men ude i de private hjem, kunne det være, at volden rykkede sig, eller i sommerperioden rykkede sig ud i parker. Men det kan vi ikke se, at den har«, siger Anders Ejrnæs.

Under lukningen af nattelivet er anmeldelserne af musik til ulempe dog også steget.

»Det er jo en helt klar konsekvens af, at folk ikke går i byen, men så fester hjemme. Men det kommer så ikke til udtryk ved en stigning i voldsanmeldelser«, siger Anders Ejrnæs.

Undersøgelsen indeholder også en hotspotanalyse, der viser, at der er en høj koncentration af vold i nattelivsområder. Forskerne bag rapporten peger derfor på, at man kan målrette indsatser mod vold i områder med en høj koncentration af udskænkningssteder.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her