Kunst og penge hænger sammen, og selv om nogen siger, at penge ikke stinker, så kan der godt lugte råddent i kunstverdenen fra tid til anden.
Forfalskninger, svindelhandler og løgnehistorier, alt sammen i millionstørrelse, har gennem tiden skabt overskrifter og ført til fængselsdomme.
Senest har tyske Angela Gulbenkian og mexicanske Angel Perada – ja, selv englenavne kan ikke dække over slette intentioner – rystet kunstverdenen, efter at de er blevet snuppet for at sælge henholdsvis kunst, de ikke havde, og kunst, der ikke var, hvad det udgav sig for at være.
Men udover at forbrydere selvfølgelig skal straffes, så er det, som om de infame svindlere også drager os, når de formår at udstille den til tider snobbede kunstverden.
