»Hvis jeg skulle pege på et værk, jeg ville ønske, jeg havde lavet, ville jeg vælge hollandske Hieronymus Bosch’ ‘Garden of Earthly Delights’ eller ‘Lysternes have’ på dansk. Det er et triptykon, det vil sige et tredelt billede, og er fra mellem 1490 og 1510. Man kender ikke det præcise årstal, men det er hans mest kendte værk. Siden 1939 har det hængt på Prado-museet i Madrid«.
»Et triptykon er et typisk alterbillede i en kirke. Det har et midterparti og to fløje, som man kan lukke sammen, og så er der ofte nogle malerier på ydersiden. På venstre side af ’Garden of Earthly Delights’ kan man se skabelsen med Gud, Eva og Adam. På højre side er Helvede, hvor verden er i flammer, og folk gennemgår surreelle lidelser. I midterpartiet er der en masse mennesker, der nøgne nyder livet. De er lidt som børn, der laver alle mulige ting, som blandt andet at spise forbudt frugt. Det ligner stadig Paradisets have, men selv om det er en del af fortællingen om vejen til helvede, virker billedet ikke formanende. Det er snarere underholdende og humoristisk. Og der er så mange fortællinger til stede, at man faktisk bliver lidt forvirret«.

