Klokken er knap 14, og på en bænk ved Sankt Jørgens Sø i København sidder musicalstuderende Anne-Kathrine Pedersen og snurrer koncentreret med hænderne.
Fødderne løfter sig let over jorden og vipper i takt med de dansende hænder, mens hun forsøger at forklare, hvordan man udfører ét af de mest udfordrende dansetrin i musicalen ’Spillemand på en tagryg’, som hun skal medvirke i dette efterår. Lige nu holder hun frokostpause fra dagens prøver på teatret.
»Kvinderne i forestillingen skal danse den her tørklædedans, som symboliserer, at vi slider i det, mens mændene er på kro. Her danser vi med sådan nogle klude i hænderne, og jeg er i den gruppe, der skal lave koreografien til både højre og venstre«, forklarer hun og former de snurrende hænder, som holdt de to imaginære klude.
Anne-Kathrine Pedersen er 28 år og i gang med sit tredje år som musicalstuderende på Performing Arts School (PAS) i Göteborg. I starten af året besluttede hun sig for at skrive ud til alle danske teatre for at høre, om hun kunne komme i såkaldt scenetjeneste – dette til trods for, at konceptet, der er en form for læreplads, er dansk, og teatrene primært rekrutterer fra de danske scenekunstskoler. Det Nye Teater sagde ja, og nu er hun ansat på forestillingerne ’Spillemand på en tagryg’ og ’Oliver!’, som begge blev afbrudt af corona, og derfor genopsættes dette efterår.
