Der er forår og franske fornemmelser i luften i denne måneds udgave af Ibyens Spiseseddel. Her kommer de bedste tip til gastronomiske udfoldelser i marts.
Er der én ting, københavnerne aldrig bliver trætte af, er det fransk bistromad. Der har længe været et relativt stort udvalg af gedigne frankofile spisesteder i byen, og nu vælter det frem med endnu flere. For efter en årrække, hvor især det italienske køkken med pasta og burrata har været det foretrukne for entrepenante restauratører, er der nu en decideret fransk (ny)bølge i gang.
Silberbauers Bistro i Jægersborggade høster roser og anmeldelseshjerteren masse for sit gedigne og afslappede provencalske køkken, mens steder som Maison og den nye Esmée vækker minder om nogle af Paris’ absolut bedste luksusbistroer og brasserier. St. Jacques på Østerbro triumferede under coronanedlukningerne med takeaway i topklasse og har nu udvidet til større lokaler, mens Mêlée i mange år har holdt skansen på Frederiksberg. Nu er udvalget så blevet endnu større.
For enden af Istedgade har duoen Anders Vendelbo & Anders Strier Poulsen, der står bag steder som Frank, Polly samt Sol & Luna, nemlig for nylig åbnet Grimal, en fransk bistro af den helt gamle skole. Som Vendelbo fortæller til Ibyen, vil de her gøre »op med lange tastingmenuer og små deleretter«, så serveringerne er alle af en vis størrelse, og man burde kunne klare sig med treenigheden forret, hovedret og dessert.
