Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære Brevkassen.
Min venindes første kærlighed – og kæreste – var en fyr, der på mange måder smadrede hende. Han knuste hendes hjerte og hendes selvværd, og hun har siden kæmpet med kærligheden. Hun er ovre ham i den forstand, at hun ikke er forelsket i ham mere, elsker ham eller drømmer om at finde sammen med ham. Men hun er ikke ovre ham, i forhold til at han stadig nager i baghovedet, når en anden kommer for tæt på følelsesmæssigt.
Mit dilemma er: Skal jeg sige det til hende eller selv lade hende finde ud af det?
Han fylder altså stadig en del. Han har siden haft andre kærester og er i dag på Instagram blevet ’officielt forlovet’. Jeg ved, at hun holder øje med, hvad han og hans kæreste laver, på Instagram, så jeg ved, hun kommer til at finde ud af det inden længe. Mit dilemma er: Skal jeg sige det til hende eller selv lade hende finde ud af det?
Mvh Veninfo
Gæsteredaktør Line Jensen:
Kære Veninfo
Ekskærester tager den tid, ekskærester skal tage. Mange af dem kan spøge i årevis og også pludselig dukke uinviteret op, flere år efter at man troede, man have smidt dem på porten for evigt.
Men du spørger slet ikke om, hvorvidt det er forståeligt eller ej, at din veninde stadig følger med i sin ekskærestes romantiske liv. Du spørger, om du skal fortælle hende, at du har set på Instagram, at han er blevet forlovet.
Ugens gæsteredaktør
Line Jensen
Tegner og forfatter, har blandt andet udgivet bøgerne ’Hver dag starter det forfra’ og ’Det store regnestykke’. Senest har hun tegnet til ’Sangbog til børn – og deres voksne’, som er udgivet sammen med Katrine Muff.
Tegner sin hverdag på Instagram under navnet @Linejensen_illu.
Ja, det synes jeg godt, du kan. Sandsynligheden for, at hun allerede har set det, er nok ret stor. Og måske vil det være rart at dele det med nogen, hvis det giver hende ondt i maven og hun godt ved, at det ikke burde. Sorg bliver sjældent mindre af ikke at blive nævnt, alligevel er det et misforstået hensyn, vi ofte tager. Vi vil ikke minde de sørgende om tabet og gøre dem kede af det. Men det er de allerede, og ofte hjælper det at tale om det eller i hvert fald at blive mødt med et ’Jeg ser, du sørger. Jeg er her med dig’.
Anerkende, at han har betydet noget særligt (på godt og ondt) og kommer til at tage tid at komme over
Måske er det det, du kan gøre for din veninde lige nu. Ikke fordømme, at hun stadig sværmer om en, der har smadret hendes kærlighedsliv, som du skriver, men anerkende, at han har betydet noget særligt (på godt og ondt) og kommer til at tage tid at komme over. Tilbyde hende et rum, hvor det er o.k. at have det, som hun har det.
Forhåbentlig bliver din veninde en dag klar til igen at gå ud i verden og give sit hjerte til nye mennesker og stole eller i hvert fald håbe på, at de vil passe på det. Men for mange af os er det jo noget af det sværeste.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære Veninfo
Instagram er så latterligt, hjertesorg er så latterligt, der er ikke noget nyt at sige om det, der er ikke noget at gøre. Du skal sige det. Instagram er allerede så ensomt og tragisk et sted at befinde sig, at hun har ikke brug for at lære det alene. Det knuste hjerte er et overtænkende hjerte, det tror, at alt betyder noget andet. Det knuste hjerte ser, at du har liket uden at fortælle hende noget, og tror så, det betyder, du skal med til brylluppet som toastmaster.
Nysgerrighed slog katten ihjel, og det knuste hjerte elsker at snuse efter ting, der kan gøre ondt. Det leder efter knive at lade sig falde på, og der skal du være den store ske, der griber. Og nu ved jeg ikke, hvilken slags trøster du er, men jeg elsker grin og hån, ja, så er det sagt.
Tit snakker vi om at være en skulder, man kan græde ud ved, men lige så vigtigt er den misundelsesgule galde, der også skal ud med snotten og tårerne
Hvem fanden forlover sig overhovedet? Hvem helvede lægger det ud på internettet? Hvem gider gifte sig med en fyr, der er så dum og grim, og kan du huske den hæklede hat, han aldrig tog af en hel sommer, han lignede en dum pik på ben? Når folk ikke kan elske nogen så vidunderlige som os, så må vi enes om, hvor synd det er for dem, at de kom til at bruge guldspunden råsilke som billigt toiletpapir, må de have ondt i enden til deres små dages ende.
Det handler om at være en notesbog, som din veninde kan skrive alle sine ukvemsord i, så de hverken hober sig op i hende eller ender hos ham efter en portvin for meget. Tit snakker vi om at være en skulder, man kan græde ud ved, men lige så vigtigt er den misundelsesgule galde, der også skal ud med snotten og tårerne.
Forlovelsesringe hænger man på idioter, indtil det er vores tur i hvert fald. Vi er anderledes, vi knuste hjerter, vi er bedre.
Ibyens brevkasse holder juleferie og er tilbage anden uge i januar.
fortsæt med at læse

