Ibyens brevkasse giver ugentlige råd til knuste hjerter, denne uge handler det om at ’gaslighte’.

Jeg elsker min kæreste, men hun kalder stort set alt for ’gaslighting’

Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN
Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN
Lyt til artiklen

Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg elsker min kæreste, men hun kalder stort set alt for ’gaslighting’ (en form for psykisk vold, hvor offeret begynder at tvivle på sig selv, red.), og det driver mig til vanvid.

For det første fordi det sjældent er sandt, og så fordi hun bruger det til at lukke diskussioner ned. Jeg ved godt, jeg ikke er en psykopat, der manipulerer, men det sårer mig faktisk, at hun altid bruger det udtryk.

Hvad gør jeg?

Mvh. Gasmanden

Gæsteredaktør Sidsel Ana Welden Gajardo:

Kære Gasmand

Når jeg læser dit spørgsmål, tænker jeg: Er det mon egentlig mig, der skrives om, og er du, Gasmanden, egentlig min kæreste, der bare ikke tør konfrontere mig med min egen psykodramatiske terminologi? For jeg er skyldig i præcis det samme som din kæreste. Jeg kaster om mig med ord som gaslighting, toxic, red-flag og lovebombing. Og helt ærligt, bare fordi man siger til sin kæreste, man elsker dem, betyder det jo ikke, man love-bomber. Ligesom det altså ikke er gaslighting, hvis man gør sin partner opmærksom på, at vedkommende aldrig tager opvasken og støvsuger, selv om vedkommende er af en anden opfattelse.

Og så bliver det jo rigtig tricky, for hvad nu hvis du rent faktisk gaslighter hende, og hun beder dig lade være, og du benægter, at du gør det?

Men jeg vil lade min tvivl komme dig til gode, hvilket ellers er noget, jeg sjældent gør med mænd. Derfor tager jeg en for holdet og erklærer, at jeg også synes, vi skal stoppe med at bruge alvorlige manipuleringsteknikker som nyt smart popkulturelt lingo. Det er faktisk ret problematisk. Jeg vil vaske min egen mund fri for de her begreber, og så kan du jo altid vise mit svar til din kæreste og sige: Se, den tid er altså ved at være forbi.

Og hvis hun insisterer på at blive ved med at sige, du gaslighter hende, og ikke lytter til, at du bliver såret, hvem er så den egentlige gasmand i jeres forhold?

Jeg håber, I slipper ud af gaslighterens catch-22.

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:

Kære Gasmand

Det er jo en af de hårde ting ved denne brevkasse, at vi altid kun har den ene parts udlægning af sagen. Hvad nu, hvis du virkelig gaslighter din kæreste på det groveste og nu vil have denne brevkasse som ekstra skyts at bruge mod hende?!

’Se skat, folkene inde i avisen siger også, du tager fejl’.

Hverken første eller sidste gang jeg er på den forkerte side af historien.

Sprog er vigtigt, og selv om folk med længere uddannelser end jeg til stadighed diskuterer, om sproget skaber virkeligheden, eller om det forholder sig omvendt, er vi nødt til at acceptere, at sprog gør noget. Der er forskel på, om vi kalder den samme stegvarme dag for godt eller dårligt vejr. Sproget kan synliggøre før oversete ting, sprog kan ændre livet.

Et ja eller et nej sagt på det rigtige tidspunkt er skæbnesvangert, et skældsord sagt i afmagt til en elsket kan efterlade en farlig fugtplet på hjertet. Nogle af de største skænderier, jeg har haft og overværet, handler om sprog. Hvem sagde hvad? Det kan godt være, Anne Linnet synger »det er ikke det, du siger«, men jeg kender relationer, der er gået itu med så lidt som fem ord.

Så når, du føler, at din kæreste i lemfældighed kaster om sig med et ord som gaslighting, kan jeg godt forstå, at det eroderer dig. Hun er ikke den eneste, der i for høj grad har fået taget det ord i munden, sådanne ’modeord’ har det med at invadere alt fra tv-serier til avisforsider. Jeg ville da ønske, at en helt generation af debattører ikke havde lært ordet woke (eller ’vogue’, som en del har for vane at udtale det). Pludselig er alle enten ’boomere’ eller ’krænkelsesparate’. Grimme og magtfulde er de ord.

Du må gerne bede din kæreste holde op, fortælle hende, at du føler dig, undskyld, gaslightet af hende. Men jeg håber egentlig bare, at den menneskelige trang til at forandre sig vil ramme hende en dag, at hendes munds mode skifter sæson og derfor vokabular. Så kan hun kalde dig kædemail, millennial, fodboldidiot eller et af de andre 472 ord, der er føjet til Den Danske Ordbog i år.

Felix Thorsen Katzenelson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her