Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg har været sammen med min kæreste i lidt over et år. Ligesom mange par havde vi en ’honeymoon-periode’ i starten af forholdet, hvor vi havde ret meget sex. Men faktisk mindre end jeg har haft i begyndelsen af forrige forhold. Sidenhen er det gået ned ad bakke, vi har i mine øjne ikke særlig meget sex. En gang om ugen cirka.
Jeg er bange for at starte samtalen om det, fordi det måske føles som et angreb eller udtryk for, at jeg er skuffet over ham. Det er jeg ikke, men jeg kan godt føle mig usexet, når han ikke vil mere, end han vil. Jeg føler også, at han er urolig ved snakken – vi har nærmet os noget, men vi bliver ligesom begge for sky.
Hvordan sørger jeg for, at vi kan få en god samtale om den sex, vi har og ikke har?
Mvh. liderlige
Gæsteredaktører Kristina Nya Glaffey & Mette Ewers Haahr:
Kære liderlige
Vi forstår godt, du synes, det er en følsom samtale at indlede. I har begge to meget på spil, som man jo tit har, når man har sex sammen – for er det nok og godt nok og tit nok og længe nok eller hurtigt nok, intenst eller hårdt eller ømt nok, og hvis det ikke er, er man så mand nok og kvinde nok eller i det hele taget god nok som menneske og partner og elsker? Det kunne lyde, som om du har en del af den slags meget almindelige fantasier, som det ville være godt at få ud i det åbne, så I sammen kan finde ud af, hvad der er fantasi, og hvad der er virkelighed, og hvorfor realiteterne er, som de er, at I har for lidt sex til dig.
Hvem ved – måske tænder han på en seksuel praksis, som du let ville kunne imødekomme, måske har han bare ikke så meget lyst til sex? Måske er der kommet noget rutinepræget over den sex, I har, måske føler han sig ikke fri til at gøre, hvad han har lyst til? Måske tænker han for meget over, hvad du mon har lyst til, måske har han – det håber vi jo ikke – ikke så meget lyst til sex med lige netop dig?
Det sidste ville klart være den sværeste kamel at sluge, men trods alt bedre at sluge den nu, end når I pludselig har fået 2,5 børn og bil og boliglån, og du skal vælge, om du helst vil leve i et lidenskabsløst forhold eller med en skilsmissefamilie.
Med andre ord: Tal med ham, selv om det er svært, der er ingen gode argumenter for at lade være. Hvis du tør være åben og sårbar, er I allerede nået vildt langt.
Kærlig hilsen
Mette og Kristina
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære liderlige
Spændingsfeltet mellem erotik og romantik bærer på så meget potentiale, godt og dårligt. At have sex med nogen, man elsker, kan være så euforisk, så øjnene ruller i hovedet på en som lykkelige glaskugler på et klinkegulv. Det kan også være den gentagne skuffelses dunkende stød, et sted man drømmer sig væk fra. Underskud over lang tid er jo lig med konkurs, men hvordan gør man sin sex sexet igen?
Begge roller føles så fastlåsende: at være den lidt for liderlige eller den lidt for golde. Så det er meget vigtigt at undgå at tale ind i eller fra de positioner. Jeg ved, hvor tiltalende det kan føles at vente. Vente på, at den anden gør noget virkelig dårligt, så man som forurettet kan hælde sine anklager ud over forbryderen, man er kæreste med. Den der frydefulde fornemmelse af at kunne lade fælden klappe, når den anden igen har glemt at gå ned med skraldet, så man rigtig kan få lov til at hidse sig op, fordi man altså virkelig har bedt mange gange om det.
Du er nødt til at tale med ham på en måde, hvor I er ligestillede, også selv om man sjældent er det i mere end otte sekunder ad gangen i et parforhold. Balance er et mål, ikke en permanent tilstand. Det ville nemlig kræve, at man som individ var i balance, en latterlig tanke. Desværre er vi jo begge kærester med rigtige mennesker, hvis rigtige liv har indflydelse på den Naja Marie Aidt-novelle, som parforholdet i høj grad er. For et par uger siden spurgte min kæreste mig eksempelvis, om vi kunne aftale, at jeg gjorde stempelkanden ren, når det nu altid var ham, der lavede kaffen om morgenen. Der var ikke spor af centervagt i hans stemme, men jeg reagerede, som om jeg var blevet falsk anklaget for butikstyveri.
»Det kan vi godt aftale. Lagde du mærke til, at jeg faktisk havde gjort det for et par dage siden?«.
Stakkels gidseltagne Bodum-kande. Og så begyndte jeg faktisk at gøre det, og alle blev lidt gladere. Han, fordi jeg gjorde det, og jeg, fordi jeg fik lov til at gøre noget, der gør ham glad.
Men nu skal jeg hjælpe dig, og jeg tænker en version af følgende:
Opret et øjeblik, hvor samtalen kan nærme sig en frihed. Ikke som en whistleblower-ordning, hvor man kan lægge al sin brok frem, men hvor man kan spørge frit. En række ord jeg forsøger at sætte efter hinanden cirka en gang om måneden:
»Hvordan synes du, det er at være kærester for tiden?«.
Det er åbent, og man kan tillade sig at overraske hinanden med ros og ris. Samtalen er svær, parforholdet er svært, livet er svært. Det er derfor, vi er nødt til at holde hinanden i hånden, når vi gør det.
fortsæt med at læse
