Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Et tidligt julespørgsmål er dukket op herhjemme. Vi er en lille familieenhed på mor, far og tumling, og julens kalenderræs viser allerede sit ansigt. Både jeg og min kæreste er skilsmissebørn, så der er ikke mindre end fire bedsteforældre, der meget gerne gad have os hjem til jul. Der er selvfølgelig mange juledage at gøre godt med, så vi kan sikkert nå flere, men der er slåskamp om den store dag.
Der er allerede meldt sårede svigerforældre. Og jeg får allerede hovedpine af tanken om, at vi ved valget i år får sat gang i en uendelig kø af skyld, hvor de næste 100 års jul er lovet bort. Og midt i det står vi og ved måske ikke rigtig, hvad vi har lyst til.
Hvordan kommer vi helskindet gennem julen, nu og i fremtiden?
Mvh. trist nisse
Gæsteredaktør Katinka Bjerregaard:
Kære triste nisse
Du må ikke være trist! Det er jo det værste at være trist ved juletid, især når det er på grund af juletid. Jeg skal nok lige først og fremmest bekende julekulør, for jeg er en kæmpe julegris. Jeg knuselsker JUL (ja, i kæmpe motherfuckerversaler). Men jeg har, præcis ligesom dig, også følt, at de mange forventninger fra familie kan tage al Disney ud af julehyggen. Så her er mit råd:
Jeg synes, det vigtigste lige nu er, at I, som en helt ny lille treenighed (LOL), skal finde ud af, hvordan I godt kan lide julen. Sæt jer ned, og læg en slagplan – hvad er vigtigt for jer? Skal der være pakkekalender? Er julen lilla i år? Hvor mange mandler? Skal de voksne ikke have gaver i år? (åh gud! De skal).
Kend jeres eget ståsted, før I finder ud af, hvordan I får alle andre ind i ligningen. Det er trods alt jer, der skal have det dejligt. Når det kommer til skilsmisseforældre, er man også nødt til nogle gange at skifte fra år til år, ingen skal gå ned med julestress, og de er jo også allerede vant til at tælle uger, ik’? Og så kan I jo lige minde jeres familier om, at januar er en kæmpe død pølse, som sagtens kan klare en julefrokost eller to.
Håber, I får en dejlig jul.
Kram fra Julegrisen
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære triste nisse
Man bliver født alene, man dør alene, og mellem de to yderpunkter skal man så trækkes med sin familie. Jeg har før i denne brevkasse kaldt familien for en hjemsøgelse , for lige meget om forholdene er gode eller dårlige, vil éns familie følge én som et genfærd. Vi er alle Scrooge til vore familiers spøgelser fra fortidens, nutidens og fremtidens jul.
Det frygtelige ved forældre er, at de har prøvet at lære deres børn, at alle ikke kan få lige meget hele tiden, men når de så selv udsættes for det, falder himlen ned. Kærligheden lægger sig som et ujævnt skattetryk over en familie, alle kan ikke give og få det samme hele tiden. Men hvis du gerne vil skabe balance, kan alle få lige lidt.
I skal ikke holde jul hos nogen af dem. I skal holde jul hos jer selv, og så skal I mærke efter, om nogen af dem skal inviteres. Desværre har jul og familie det overlap, at begge dele hurtigt handler om ting, man bør gøre, og ikke ting, man har lyst til.
I må hjertens gerne vedhæfte mit svar for at understrege, at vi ikke gider høre det mindste pis. Hvis man vil noget, kan man pænt sætte sig i venteværelset, der er sikkert en onsdag engang i februar, vi kan presse dig ind til kaffe og stive brunkager.
Undskyld hårdheden, men jeg er inde i en periode, hvor jeg synes, voksne skal være deres ansvar voksent. Det er kluddermor (og -far og -svigerfar og -papmoster) nok at være her i forvejen, og den blodprop, som julen er, handler om ren overlevelse.
Vi vil ikke give en lillefinger og love en underarm denne gang. Vi kan ikke skylde hinanden kærlighed, vi kan bare give den, uden byttemærke.
fortsæt med at læse
