Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Mit parforhold er godt, vel nærmest lykkeligt, men vi har et problem: skærme. Næsten hver aften sidder vi med hver vores telefon i hver vores ende af sofaen, og det er blevet en fast, virkelig dårlig vane at spise, mens vi streamer et eller andet i baggrunden.
Selv om vi er nogenlunde enige om, at nærværet glipper, når vi tænder skærmene, er der ikke rigtig nogen af os, der gør noget ved det. Hvordan lever man godt med telefoner og skærme i et parforhold?
Kh den digitalt indfødte
Gæsteredaktør Jens Malthe Næsby:
Kære digitalt indfødte
Hvor vil jeg bare gerne starte med at ønske dig tillykke med, at dit parforhold er nærmest lykkeligt. Når jeg læser det, tænker jeg, at det meget vel kan være as good as it gets. Så det synes jeg, du skal være sindssygt glad for. Du får lige en Woop Woop på den!
Jeg vil starte med at kigge på de ting, jeg finder utroligt uproblematiske i dit dilemma. Jeg ved ikke selv, om der findes noget bedre end at spise foran tv’et; den harmoni, der udspiller sig, når Wolt-buddet ringer på med maden, og der lige er kommet et nyt afsnit af ’3 x Beliggenhed’, er magisk.
Derfor vil jeg råde jer til at blive ved med at spise med tv’et kørende. Det er klasse.
Telefonskærmen dog … den er et vildt dyr, der er meget svær at tæmme. Jeg kender det fra mig selv og mit eget parforhold, jeg kan blive helt hverdagsjaloux på min kærestes telefon, hvis den får mere opmærksomhed end mig.
Og jeg er selv slem til at hive den frem på dumme tidspunkter, nok også mere end jeg vil være ved.
Jeg synes, I skal lave nogle aftaler, så I fjerner telefonskærmen fra de tidspunkter, hvor I gør noget sammen – ser tv eller spiser mad. Lad den være i lommen, sæt den på forstyr-ikke eller sluk for notifikationer. Så kan du jo altid fake, at du virkelig skal ud og lave stort på toilettet, hvis du skal have 10 minutters salig Instagram-scroll i fred.
Tillykke med at være nærmest lykkelig og se så noget skærm, sammen.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære digitalt indfødte
Du sætter fingeren på vor civilisations ømme punkt. De sagde, robotterne ville komme, at de ville tage vores arbejde fra os. Men de har stjålet vores opmærksomhed, vores tid. »Skal vi se noget?«, er en ofte ytret sætning i mit forhold, så sætter vi ’Hammerslag’ på, og jeg spiser min spaghetti lidt for hurtigt, tallerkenen er ren, inden sidste bud er givet. Så kan jeg få lov til at rykke over i sofaen og tage min lille skærm frem. To mennesker i en sofa, to meter og tre skærme mellem os.
Husk, at algoritmerne er lavet for at holde på opmærksomheden, griddets tremmer er kodet til at belønne dig og os. Vi er alle Pavlovs savlende SoMe-hvalpe. Hvis jeg var kulturkommentator, havde jeg nok sagt, at bogen kunne redde os, papirets hvide fredsdue og ordets magt. Men så kunne jeg også sige, at kærlighed overvinder alt, og at kram er den bedste medicin. Hvorfor er det flosklerne, der skal redde os? Er vi virkelig nødt til at vinterbade os ud af alle elendighederne?
Læg telefonen, og gå en virkelig lang tur uden. Ikke sove med telefonen ved sengen, få et radiovækkeur. Lav lange digitale faster, ingen skærme fra 18 til 06. Eller: aldrig to skærme tændt samtidig i hjemmet. Som de kloge siger: Kærlighed er ikke at kigge på hinanden, men at se den samme vej.
Jeg kunne aldrig selv finde på at følge de råd, min rygrad er smeltet væk af likes og memes. Jeg vil have hjælp fra oven, jeg vil have mobilfrie søndage på Nørrebrogade og godsindede strømafbrydelser. Jeg har brug for Ludditter, der vil vælte telemaster og fordærve data. Brænd internettet ned, og lad os begynde forfra, måske Elon Musk er i gang?
Okay, verdens mindste modstand: Jeg har hæklet en skæv karklud, det har tvunget mine fingre væk fra telefonen. Og en aften i afmagt og luftmasker, igen i hver vores ende af sofaen, spurgte jeg i ren kedsomhed min kæreste (ingen skærme til at aflede mig): »Hvem var din bedste ven, da du voksede op?«.
En svært uinteressant samtale, men jeg lærte lidt, og tiden gik. Et skridt nærmere noget andet. Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre, men jeg ved, vi skal prøve. Med bøger, hæklenåle og dumme spørgsmål. Andre, andet, må sætte os fri.
fortsæt med at læse
