Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg er for nylig flyttet sammen med min kæreste gennem tre år. Selve sammenlægningen af vores to liv er gået så gnidningsfrit, som den slags vel kan, men der er siden opstået følgende problem: Min kæreste er hele tiden hjemme.
For nylig har man på hans arbejde udvidet muligheden for at arbejde hjemme, og det har han kastet sig over. Flere dage om ugen laver han således kontor i stuen. Dejligt for ham, men det betyder, at han er der, når jeg tager afsted, og igen når jeg kommer tilbage.
Samtidig har han ikke så mange aftaler ude i verden, som jeg har, og efterhånden er det sådan, at jeg aldrig er alene hjemme. Det kunne jeg godt bruge, men må jeg gerne bare smide min søde kæreste ud en gang imellem? Eller er det godt at vænne sig til at LEVE sammen.
Mvh roommaten
Gæsteredaktør Mathilde Moestrup:
Kære roommate
Jeg kan godt lide, at du underskriver dig selv som roommaten, for det er nemlig lige præcis det, man er, når man bor sammen med sin kæreste: roommates. Man er muligvis også dødeligt-forelsket-ude-af-stand-til-at-leve-uden-hinanden, men først og fremmest er man to personer, der nu tager del i hinandens materielle liv. Man skaber et hjem sammen, og det kan gå godt, men det kan som bekendt også gå virkelig dårligt.
Derfor er jeg ikke i tvivl om, at jeg synes, du skal tage dit behov for alenetid alvorligt og tale med din kæreste om det. Selv om det nemmeste måske ville være at barrikadere sig inde på soveværelset, er jeg ret sikker på, at de fleste mennesker kan forstå behovet.
Til gengæld kan du ikke bare »smide din søde kæreste ud«, som du skriver, for det er jo jeres fælles hjem nu, og han elsker tilsyneladende at være i det. I stedet må I forhandle – for du gør med sikkerhed også noget, som han synes er irriterende.
Forklar ham, hvorfor du har brug for at være alene hjemme af og til, og kom med nogle konstruktive forslag: Måske skal han begynde at gå til folkedans hver tirsdag, sådan som han altid har talt om? Eller måske kan han nøjes med at arbejde hjemme x antal dage om ugen? Det synes jeg er rimeligt at foreslå. Men som sagt skal du være klar til at give noget tilbage; hvis ikke nu, så på et andet tidspunkt.
Husk, at du, ved at tage det op, ikke gør noget mod ham. I er to roomies, der forhandler til jeres fælles bedste.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære roommate
Jeg er din kæreste. Jeg er stueplanten med anslag til liggesår, der i min kærestes øjne er rejst fra værelset til sofaen. Mit freelanceliv gør, at faste mødetidspunkter undslipper mig, og det gør nok, at jeg sætter mit indre ur lidt for meget efter solen, og det er dårligt i disse tider.
Det er kommet så vidt, at jeg tit stadig ligger i sengen, når min kæreste går ud ad døren, jeg kan næsten ikke begynde min dag, før dette dovne ritual er gennemført. Jeg har lige spurgt min kæreste, om det er usexet at efterlade en forvokset støvmide i sammenkrøllede dyner:
»Lidt. Undskyld«.
Jeg afslører dette for at bekende erfaringskulør i dit dilemma.
»Hvorfor? Putter du det i brevkassen?«.
Suk. At bo sammen (og at have en brevkasse) er sjældent det mest romantiske, man kan gøre for et fast parforhold.
Det kræver en fælles respekt (og at man kan sige ting, der ikke kommer i avisen, undskyld), at betræde de samme gulvbrædder uden at træde tæerne og kærligheden af hinanden.
Hvis din kæreste er bare lidt som mig, så har han dårlig samvittighed over altid at tage imod dig i lange underbukser og ingenting. Vi vil gerne være dejlige i jeres øjne, men vintermørket er bare lidt svært at vriste sig ud af.
Det er vigtigt at have et værelse for sig selv, og det er ikke altid fysisk muligt i københavnske andelsboliger. Så må man skabe sig en anden slags rum. Du må gerne bede din kæreste om alenetid i lejligheden, men det kan også være, I aftaler, at han på grund af sin hjemmetid er den, der sørger for, at tøjet er vasket og opvasken taget, så hjemmet kan tage imod dig. Og ja, det er også en huskeseddel til mig selv lige nu.
Grundlæggende skal du hundse. Og nej, det er heller ikke romantisk, men hundse er så meget bedre end ’vænne’. Og så længe vi sparer op til større hjem og rengøringshjælp, er det nødvendigt at svinge taktstok og støvekost. Vi kan godt klare det, os sølvfisk i parforholdene, det lover jeg.
fortsæt med at læse
