Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg har været sammen med min kæreste i fem år og begynder at bekymre mig for, om vi er ved at løbe tør for spørgsmål til hinanden. For hvad gør man, når man fuldender hinandens sætninger og løber tør for ting at spørge om – og alternativet bliver at fortælle om sin dødkedelige dag i kronologisk rækkefølge, se tv eller tale om andre mennesker og deres problemer. Hjælp.
Jeg vil ikke ende som det der par, der sidder på restauranten, kigger ud i luften og ikke siger noget til hinanden. Så mit spørgsmål er, hvad gør man, når man ved alt om sin kæreste og ikke kan finde på flere spørgsmål, hvor svaret kan overraske en?
Mvh hende den spørgende
Gæsteredaktør Kathrine Eggert Wadsholt:
Kære hende den spørgende
Jeg forstår godt din frygt. Som udgangspunkt altså. Jeg har kigget på de tavse par på restauranterne, og jeg har set rædselsscenen i årets ’Gift ved første blik’, hvor Patrick, desperat efter at føre en samtale med sin spritnye ægtefælle, Olivia, vælger taxaens spejl-taxameter som samtaleemne. Olivia kvitterer med et blik, der siger av. Ingen i et forhold vil ende der, heller ikke mig.
Men det bekymrer mig på både dine egne og dit forholds vegne, at du tror, du ved alt om din kæreste. At du ikke kan finde på flere spørgsmål, hvor svaret overrasker dig.
For det, jeg hører, er, at du stiller lidt for høje krav til hverdagens samtale. I din søgen efter at være parret med de interessante og ophidsende samtaler tror jeg, du glemmer, at I faktisk gør det, som mange par drømmer om at kunne: fuldender hinandens sætninger. Så spørgsmålet, du skal stille dig selv, er, om dit forhold virkelig er fuldendt, blot fordi sætningerne er det?
Og så hører jeg, at du allerede har givet op i forsøget på at lære din kæreste yderligere at kende, fordi du ved alt om vedkommende, skriver du. Og det er en skam, for jeg tror helt ærligt ikke, at det er muligt at vide alt om et andet menneske. Jeg siger ikke, at du påtaget skal spørge din kæreste om yndlingsfag i folkeskolen og andre overfladiske ligegyldigheder. Men hvis du stadig ser en fremtid med din kæreste, tror du så ikke, at livet helt naturligt vil byde på både forandringer og udfordringer, som helt automatisk vil kræve både spørgsmål og svar fra jer begge?
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære hende den spørgende
Jeg er skuffet og imponeret over dig. Imponeret over, at du har stillet din kæreste så mange gode spørgsmål, at svarene ikke længere kan overraske dig, skuffet over, at du tror, en kæreste er et spil Bezzerwizzer, et spørgsmål-svar-spil, man kan tømme for underholdning.
Hjemme i mit parforhold snakker vi ikke sammen, vi laver ting sammen. Spiser, ser tv, taler, boller, skændes, sladrer. Så nogen gange mødes vi med andre mennesker og gør nogle af de ting. Vi går også på arbejde og tager en gang imellem på ferie sammen eller hver for sig.
Jeg kan godt forstå, du er bange, det er uhyggeligt at se sig selv rustne i realtid. Men når jeg genlæser dit spørgsmål, er det, jeg hæfter mig ved, den ’dødkedelige dag’, I begge har. Er parforholdet noget, der skal redde os fra et gråt liv? Er det meningen, vi skal have det dårligt på arbejde og så lade op i hinandens stikdåser? Måske din tristesse stammer fra et andet sted end din partner? Mon din kæreste keder sig? Er det kedelige i jeres samvær, eller ude i jeres fravær?
Ja, undskyld du får så mange spørgsmål igen, men det var vel egentlig det, du bad om.
Livet skal fyldes op med noget, og det noget kan man godt hente i et andet menneske, i forelskelser og længsel. Men hverken livet eller kærester er gåder, man skal til bunds i, brætspil, der skal gennemføres. Jeg var tæt på at sige, det kun er kedelige mennesker, der keder sig, men jeg kender mange kedelige mennesker, der ser ud til at have det lårklaskende sjovt.
Ingen har lovet dig, det bliver mere spændende; hvem skal sørge for, at du bliver overrasket de næste 50 år? Det er ikke for at være neoliberal, men det skal du selv. Læs en bog, se noget andet tv, klip håret af. Så får I noget at snakke om. Ellers plejer livet at være leveringsdygtigt i samtaleemner sådan helt af sig selv.
fortsæt med at læse
