Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Hvad gør man, hvis man som heteroseksuel kvinde i et parforhold altid ender med at lave størstedelen af det huslige arbejde?
For eksempel kan jeg godt lide at lave mad, men sgu da ikke altid. Og der bliver aldrig skiftet sengetøj, hvis ikke jeg gør det. Skal jeg droppe at kalde mig feminist? Eller droppe rent sengetøj?
Kh Husmor
Gæsteredaktør Anna Stahn:
Kære Husmor
Tidligere levede jeg i et forhold med en progressiv mand, der ikke rørte en finger. Det blev til et smertefuldt problem. Jeg sagde fra med humor, rationale, vrede, ømhed; købte to vasketøjskurve, så jeg ikke behøvede vaske tøj, tegnede skema for madlavning, rengøring, indkøb – den, der lavede mindst, gav middag, det hjalp ikke.
Vi var travle mennesker, og den ekstra arbejdsbyrde belastede mig. Jeg var serviceperson i kærlighedslivet. Jeg læste ’All The Rage’ af Darcy Lockman, fyldt med statistikker som at britiske mænds arbejde i hjemmet falder, når deres koner stiger i løn. Den vil jeg anbefale.
Kernen i problematikken er, at din kæreste ikke har respekt for din tid. At der er en ulighed i jeres lyst til at gøre ting for hinanden. Glem kærlighedssprog; det handler om respekt og ligeværd. Alle har deres yndlingspligter; det burde være muligt at fordele dem. Ultimativt kan uligheden føles som en mangel på kærlighed.
Min kæreste i dag rydder op og gør det hyggeligt, så jeg bliver glad, når jeg kommer hjem, og jeg elsker at lave mad og servere kaffe på sengen. Alle behøver ikke gøre det samme, men man hjælper hinanden.
Til sidst; to hævede øjenbryn til piger, der opdrages til at skrive ph.d., bage og opretholde relationer under apokalypsen og til drenge, der lærer, de er prinser uden at løfte en finger. Skævvridningen starter der.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære Husmor
Alle har deres blinde vinkler, mørke hjørner fulde af nullermænd og gulnede pudevår. Vi kan ikke se det samme skidt og lugte de samme hengemte lugte. Nogen taler karkludens hemmelige sprog, andre fatter knap nok, hvad støvsugeren prøver at fortælle. Der er tale om en rådden blanding af natur og kultur; sanserne og opdragelsen er simpelthen ikke den samme hos alle. Der findes privilegieblinde, og så findes der pligtblinde, sådan en mand har du lagt dig med. De er ikke en sjælden race, jeg tilhører den selv.
Sofaen, liggende, det er mit foretrukne sted at have overblik fra. Her ser tilværelsen så dejlig opvaskeløs ud, her er ingen fyldte skraldespande og intet plettet sengetøj. Jeg befinder mig bedst et sted mellem de tre beslægtede ord diva, divan og doven, men jeg lover, jeg øver mig.
Grænsen mellem doven og respektløs er nogen gange så flimrende spinkel som det tynde lag støv i vindueskarmens fjerne hjørne. Det er okay ikke at lave noget, men det er ikke okay, når det betyder, at de andre altid skal.
Du skal fortælle din kæreste, at han skal tage sig sammen, og det behøver ikke føles som det skældud, der er modsætningen til parforholdets fred. Selv bliver jeg glad, efter fornærmelsens barnagtige opkog har lagt sig, når min kæreste beder mig om at udføre huslige opgaver. Der er intet værre for en doven end at lave noget, uden det bemærkes. Vi har det som træet, der falder i skoven uden publikum, er gulvet overhovedet rent, hvis ingen har rost os for det?
Fordi så meget ved jeg da om mænd, vi elsker belønninger, især for arbejde andre ellers gør uden så meget som en tak.
Du skal sætte ham i gang snart, om lidt er din hud uren af at have sovet i dit parforholds fedtede seng, og så bliver din mission mere forbitret, end den behøver. Man skal fortælle folk, når de har pjæk på skjorten, og din kæreste er tilsølet i skulkeri.
fortsæt med at læse
